Fortsæt til indhold

En hyldest til livet og kærligheden

Der er stadig billetter til Folketeatrets forestilling i Haderslev tirsdag den 20. oktober

Arkiv
Arkiv

Folketeatret gæster Haderslev Teaterforening med en festforestilling med fyldte drinksglas i musikalsk selskab med musicalvante skuespillere: Preben Kristensen, Betty Glosted, David Owe, Charlotte Guldberg og Peter Pilegaard. Forestillingen vises tirsdag den 20. oktober klokken 19.30 på Harmonien i Haderslev.
Følelser og drinks i rigelige mængder mikses under et cocktailparty hos et midaldrende ægtepar. Som aftenen skrider frem, bliver de mere åbenhjertige om det svære ved at bevare gnisten i forholdet. Det er også vanskeligt for dem at acceptere, at de bliver ældre - og elsker de stadig hinanden?
Det yngre par forelsker sig og kommer i tvivl, om de skal binde sig og sige farvel til singleliv og frihed. Kan drømmene stå mål med virkeligheden?
Forholdet mellem kærlighed, ejerskab og kunsten at sætte hinanden fri afbalanceres, efterhånden som de to par beretter om deres forholds glæder og problemer.

Den musikalske indpakning

Musikken er komponeret af en af vor tids største musical-komponister, Stephen Sondheim, kendt for vidunderligt iørefaldende og dybt originale sange med en pulserende energi. Kapelmester i forestillingen er Jakob Lindbirk med et tre-mands orkester på scenen, så Sondheim swinger.
Forestillingen består at numre fra forskellige musicals, sammensat så indholdet bliver en vedkommende fortælling om kærlighedsrelationer. Alle sangenes tekster er blevet oversat til dansk af Trine Dansgaard.
Billetter kan købes på www.teaterihaderslev.dk eller på www.billetten.dk,