Fortsæt til indhold

Røde Kors i Middelfart hyldet

Arkiv
Arkiv

Frivilligcenter Middelfart har valgt Røde Kors Middelfart til månedens forening. Centret hylder hver måned en af sine foreninger for at skabe opmærksomhed om frivilligt arbejde. Røde Kors hyldes for humanitær indsats i verden og social indsats i Danmark - blandt andet med aktiviteter for de mest sårbare.
“Røde Kors i Middelfart har en vifte af aktiviteter, som sigter på at hjælpe der, hvor der er et lokalt behov,” fortæller Mogens Kiersgaard Hansen, der er formand for Røde Kors Middelfart.
“Salget i vores Røde Kors genbrugsbutik på Gl. Banegårdsvej 13 og fra Nørklerne, der sælger deres ting i butikken, er grundlaget for, at vi kan hjælpe lokalt. Vi støtter børn og unge til ferieture; ture der praktisk udføres af Ungdommens Røde Kors. Betaling af kontingent til børns fritidsaktiviteter, og hvert år støtter vi enlige forsørgere med et bidrag, der muliggør en lidt bedre jul,” siger Mogens Kiersgaard Hansen.
Afdelingen har adskillige aktiviteter: Lektiecaféen, Besøgstjenesten, caféen for førtidspensionister og familienetværket er aktiviteter som ca. 80 frivillige hos Røde Kors i Middelfart muliggør.
“Når vi hjælper andre, hjælper vi også os selv. Der opstår fællesskaber, venskaber og glæde ved at gøre en forskel. Vi lærer hinanden bedre at kende og nyder samværet. Det muliggøres i det frivillige arbejde.En del af butikkens overskud går til det internationale hjælpearbejde. Flygtningelejre, naturkatastrofer som oversvømmelser og jordskælv, ligesom vi støtter sundhedsklinikkerne i København og Århus.”
Flygtningekatastrofen har mobiliseret rigtig mange danskere til aktivt at gå ind og hjælpe.
Ungdommens Røde Kors har i samarbejde med elever på Middelfart Gymnasium indsamlet 330 sække med tøj og ting. Mange elever fra gymnasiet meldte sig som indsamlere til Landsindsamlingen den 4. oktober 2015, oplyser en glad Mogens Kiersgaard Hansen.