Gammelt hospital skal huse flygtninge
Esbjerg og Tønder går sammen om at drive asylcenter i Hviding. Udlændingestyrelsen vil istandsætte de gamle bygninger
Der har ikke været meget liv i bygningerne i flere år, men nu kommer der igen logerende i det gamle hospital i Hviding. I løbet af de kommende måneder flytter godt 300 asylansøgere nemlig ind i bygningen, for Udlændingestyrelsen opretter nemlig et nyt asylcenter.
I et tæt samarbejde med Esbjerg Kommune, bliver det Tønder Kommune, der gennem afdelingen AsylSyd, skal drive centret i Hviding. Udlændingestyrelsen lejer således det tidligere sygehus, der i dag ejes af statens ejendomsselskab, Freja ejendomme A/S, og selv om en enkelt bygning fortsat blive brugt af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, så vil stedet være ideelt til at rumme asylansøgerne, vurderes det.
Hos Esbjerg Kommune er borgmester Johnny Søtrup glad for, at man inden længe kan modtage flygtningene i Hviding:
“Vi er rigtig glade for, at det gamle hospital i Hviding kan gøre gavn og være med til at hjælpe så mange mennesker, der står i en ulykkelig situation. Vi har alle sammen et stort fælles ansvar for at løse opgaven med at huse de mange asylansøgere på bedste vis, og vi ser frem til et godt samarbejde med Udlændingestyrelsen og AsylSyd.”
Der er informationsmøde
Det nye asylcenter i Hviding vil blive taget i brug løbende i anden halvdel af november og frem mod udgangen af året. På centret bliver der plads til cirka 300 asylansøgere, og derudover bliver der oprettet flere pladser, som kan tages i brug efter behov. Disse pladser vil derfor ikke altid være besat.
Udlændingestyrelsen vil også gennemføre mindre istandsættelser af bygningerne og vil i videst muligt omfang gøre brug af lokale entreprenører og leverandører til arbejdet.
Esbjerg Kommune vil sammen med Udlændingestyrelsen og Tønder Kommune holde et informationsmøde i Hviding om de nye asylcenterplaner.
Mødet finder sted i Hviding Forsamlingshus onsdag den 11. november kl. 18 og vil blive annonceret i de lokale aviser. På mødet vil repræsentanter fra Esbjerg Kommune, Udlændingestyrelsen og Tønder Kommune være til stede for at orientere om planerne og svare på spørgsmål.