22-årig åbner for store smagsoplevelser
Bella Norma byder på delikatesser fra udvalgte leverandører
Trods sin unge alder, ved 22-årige Malou Enghave udmærket, hvad hun vil. I Jernbanegade tæt ved Saxildhus har hun netop åbnet sin drømmebutik Bella Norma. En butik spækket med delikatesser fra udvalgte leverandører. En smags- og oplevelsesbutik kalder hun den selv.
“Jeg er tilflytter til Kolding, og jeg synes virkelig, at der manglede et sted, hvor man kan få mange lækre specialiteter, som man har lyst til at bruge derhjemme. Jeg er selv meget glad for at lave mad, og det betyder meget for mig, at det bliver lavet med ordentlige produkter. Derfor er alt herinde også ting, som jeg selv vil bruge. Det skal være ordentligt håndværk og gode råvarer,” fastslår Malou Enghave og kigger rundt på hylderne, hvor der står pestoer og olier, marmelade, øl, chokolade og lakrids. Vine og champagner er også linet op på hylderne, mens der i et hjørne af butikken er indrettet en lille kaffebar.
Smag først
De seneste måneder har Malou Enghave spenderet en stor del af sin tid med at besøge forskellige leverandører og tage på messer for at finde inspiration til sin butik.
“Jeg har simpelthen elsket de sidste tre måneder. Man er jo nødt til at smage på varerne først, så man kan stå inde for dem,” konstaterer hun grinende.
Og netop at smage først er også en stor del af konceptet. Mange af varerne kommer fra mindre producenter og koster nok lidt mere end den almindelige supermarkedvare. Derfor tilbyder Malou Enghave, at man altid kan få lov at smage på varerne, inden man køber.
“Jeg synes, det er vigtigt, at man får lov til at smage, at der er forskel, og så tror jeg også, at folk gerne vil betale for gode produkter, der ikke er proppet med tilsætningsstoffer,” mener den 22-årige indehaver, der ikke er helt alene om butikken.
I ryggen har hun en investor, som har troet så meget på konceptet, at han ville lægge penge i butikken. På en betingelse dog.
“Bella Norma betyder Smukke Norma. Det er opkaldt efter hans mor. Det kunne jeg heldigvis godt gå med til. Han valgte navnet, og jeg fik en butik,” griner Malou Enghave.