På Vesterlund Efterskole tages store spring mod højderne
Gymnastik er højt på programmet i Vesterlund. Og i tumbling
Freja trækker vejret dybt ned i lungere, og så går det stærkt. Hun løber hen ad en lang løberampe, og da hun rammer en 25 meter lang lyseblå fiberbane, sker der noget.
Hun laver saltomortaler i en imponerende fart. Baglæns. Og ender på fødderne i en stor madras.
Hun er elev på Vesterlund Efterskole, og så er hun ret god til det, hun lige har lavet: tumbling.
Det er en gren af springgymnastik, og fynske Freja Sørensen er på ungdomslandsholdet.
“Jeg tog til Vesterlund, fordi de har det høje niveau indenfor tumbling. Og det er jeg rigtig glad for. Social har vi det super godt og vi deler jo også samme interesse, og så er det gode forhold, og der er super gode trænere indenfor min sport,” siger hun.
Hendes kinder er røde, men træningen er også hård. Og det er den vist for alle. I hvert fald går de unge mennesker til den inde i det store gymnastiklokale, hvor forholdende er så gode, at det danske tumblingslandshold bruger det som base.
“Vores gode forhold trækker unge til fra hele landet. Og så bruger landsholdet det nogle gange om året,” siger underviser Lars Nørregaard.
De gode forhold er selvfølgelig et bevidst valg, og noget skolen satser på at have. Det og så højt kvalificerede lærere i gymnastikhallen smitter af på elevernes præstationer. En pæn slat af dem, der kommer på Verdensholdet, har gået her på skolen i Vesterlund lidt øst for Thyregod. Man kommer da heller ikke sovende til tingene på skolen. Og de unge virker til at nyde det.
“Stort set alle, der kommer her, rykker sig meget. Selvfølgelig kun hvis man selv gør en indsats. Men gør man det, så uanset niveau når man kommer, er niveauet hævet, når man stopper her igen,” siger Lars Søndergaard.
VM
Snart er der VM i tumbling, og mange af de danske deltagere, der sidst i november skal stille op for Danmark, har været en tur forbi Vesterlund som elev engang.
Dog ikke alle. Elevernes træner denne dag er også på landsholdet i tumbling.
“Men jeg har nu aldrig været elev på Vesterlund, selvom det dog var tæt på. Jeg endte på venteliste, men kom ikke ind,” siger Anders Emil Welsch og griner.
Inde i den store sal på skolen er halvdelen af skolens elever samlet. De er delt op i tre hold, og de fleste er enten på basisholdet, som er for dem, der ikke har den store erfaring i springgymnastik. Så er der TeamGym, og så er der tumblerne, hvor Freja atter er klar til at tage en masse spring.
Hun trækker vejret dybt ind, begynder sit tilløb, og så går det stærkt.