Farvel til sit 4. livsværk
Dan Hacke gjorde Roskilde-hallerne til en succes - men har også skabt store resultater med festivalen, Hedeboparkens Fritidscenter og Viaduktens racerbane
Når Dan Hacke til 1. november går af som direktør i Roskilde-hallerne, er det faktisk hans fjerede livsværk i byen, som han hermed siger farvel til. Få har spillet så stor en rolle for det moderne Roskilde som den tidligere ekspedient i herreekvipering og pædagog, der også nåede at demonstrere sine talenter som mangeårig formand for Festivalen, grundlægger af Hedeboparkens Fritidscenter samt leder for Fritidsklubben Viadukten, hvor nogle af byens bedste racerkørere startede. Da han kom til som leder for Roskilde-hallerne i 2002, var det en mindre virksomhed med økonomiske problemer. Formelt var det et selvstændigt selskab, der dog levede af kommunale tilskud og betaling for sports-aktiviteterne. I årene siden har Hacke sammen med medarbejdere og bestyrelsen skabt det, der lige nu er blevet det største hal-kompleks på Sjælland udenfor København. - Vi satsede på at få flere indtægter ved at udvikle virksomheden med flere arrangementer, sportsbegivenheder og udstillinger, forklarer han om den store succes.
Netværk fra festivalen
Et foreløbigt højdepunkt kom med færdiggørelsen af den store hal D i 2013. Her er plads til 3.500 tilskuere ved indendørs-koncerter, og til en håndboldkamp kan 2.000 sidde ned og se på. Moderniseringen omfattede ikke kun den nye hal men også det eksisterende kompleks, der samtidig blev indrettet langt mere hensigtsmæssigt, så det er lettere at stille op til de forskellige begivenheder og servere mad til mange gæster. - I dette arbejde kunne jeg også bruge det store netværk fra de mange år som formand for Roskilde-festivalen. Der lærte jeg meget og nåede også at være med til at ansætte den nuværende chef Henrik Rasmussen, som jeg fortsat ofte taler med. Gennem årene som folkevalgt leder af Nordeuropas største musik-begivenhed oplevede Dan Hacke en kæmpe-udvikling i det store arrangement på Dyrskuepladsen. Men han måtte også være med til at på mål for det hele efter dødsulykken i år 2000, der ramte lederen Leif Skov så hårdt, at han trak sig tilbage kort tid efter,
Et rigtigt tidspunkt
Dan Hacke har valgt at gå som leder nu, efter at kommunen har overtaget Roskilde-hallerne 100 procent og vil køre virksomheden som en del af sin normale struktur. - Jeg er bange for, at jeg ikke længere kan få den samme frihed til at gøre, som jeg vil, Jeg kunne ikke rigtig se mig selv i den nye struktur, forklarer han. Samtidig har det også spillet en rolle, at hans gode makker og formand for hallerne Carsten Wickmann døde tidligere i år. - Vi havde fået et helt særligt samarbejde og skabt nogle resultater, og så var det et rigtigt tidspunkt at træde tilbage, mens virksomheden og motiveringen er på toppen. - Mine medarbejdere her i hallerne har gennem mange år ydet en ekstraordinær indsats, og samarbejdet med dem er nok det, jeg kommer til at savne allermest. Jeg har også haft det godt med både politikere og ansatte i Roskilde kommune, som det har været en fornøjelse at arbejde sammen med.
Integration i en grusgrav
I årene 1974-2002 skabte Dan Hacke Hedeboparkens Fritidscenter i en gammel grusgrav i den østlige del af byen. - I de år kom der mange flygtninge og indvandrere til byen, så det var en opgave med integration i praksis. Men det gik gennemgående godt, husker han. - Da jeg siden blev chef i hallerne mødte jeg mange af dem, der havde været hos mig i fritidscenteret som unge. Nu var de blevet voksne sportsudøvere eller erhvervsfolk, der kom her for at bruge faciliteterne.
Asfalt til racerbane
Som nyudlært pædagog blev Dan Hacke ansat til at lede Viaduktens Fritidsklub ved Præstemarksvej og var her et par år. På det tidspunkt havde han en aftale med lokale vognmænd om, at hvis de fik asfalt til Overs i forbindelse med vejarbejde, så skulle de bare ringe og komme med det. - Så havde vi en telefonkæde og ringede til forældrene, der kom med deres trillebøre og andet udstyr. På den måde fik vi lavet den første racerbane, beregnet til Puch Maxi-knallerter. - Siden fik jeg ansat Otto Jensen på værkstedet, og han startede gokart-kørslen, der skabte nogle af byens store racer-talenter som Jan Magnussen og Jason Watt, husker Dan Hacke.
Nye opgaver
Lige i øjeblikket ved Dan Hacke ikke, hvad han vil lave efter i Roskilde-hallerne. - Men jeg er klar til nye opgaver. Med den erfaring og de mange kontakter, jeg har fra vidt forskellige steder i byen, er jeg sikker på, at der nok bliver noget at tage fat på for en type som mig, siger han. Reception i Roskilde-hallerne, torsdag 29. oktober, klokken 15-17.