Fortsæt til indhold

Brunch og eminent jazz på Tapperiet i Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: Tapperiet i Køge har endnu engang et af de populære Jazzbrunch-arrangementer på programmet, der kombinerer en udsøgt Jazz-koncertoplevelse med lækker brunchbuffet.
Søndag den 25. oktober kl. 11.00 afholdes efterårets første Jazzbrunch-arrangement på Tapperiet.
Til denne Jazzbrunch består det musikalske islæt af koncert med den nyskabende kvartet Haxholm/Schmidt/Waidtløw/Møller.
Musikken tager udgangspunkt i originalt komponeret moderne jazz, med fokus på swing, energi og interaktion – en legeplads hvor ideerne deles og bearbejdes, til kompromisløse unikke fortællinger.
Repertoiret bevæger sig imellem hårdt swingende power jazz numre, melankolske ballader og insisterende groove numre.
Musikken kan beskrives som en melodiøst, moderne sound, med referencer som Seamus Blake, Mark Turner og Chris Potter.
Kvartetten består af Morten Haxholm, kontrabas, Rasmus Schmidt på trommer, Claus Waidtløw på sax og Søren Møller, klaver.
Som sædvanligt vil der til jazzbrunch være en lækker brunchbuffet med både varme og kolde retter inkluderet i entréprisen og det er stadigvæk muligt at købe billetter til Jazzbrunch i forsalg.
Læs mere om Jazzbrunch, køb billet og se Tapperiets koncert- og aktivitetsprogram på www.tapperiet.nu.
pm