Fortsæt til indhold

Hvem skal levere mad til 40.000 spejdere?

Spejderlejren i 2017 kan blive en god forretning for lokale virksomheder

Arkiv
Arkiv

Der skal en hel del mad til, når 40.000 spejdere vender trætte tilbage efter aktiviteter på Spejdernes Lejr i Sønderborg 22.-30. juli i 2017. Nu sætter lejrens indkøbsansvarlige de store madmængder i udbud.
Det bliver mindst fem ton kød og tusindvis af liter mælk – hver dag - bare for at nævne to eksempler fra indkøbslisten.
Ved en række udleveringssteder på lejren henter spejderne madvarer, som de selv tilbereder. Lejren får også en række supermarkeder, seks kantiner til bespisning af hjælpere samt restauranter, cafeer, bagerier og pølsevogne.
Leverandørerne til lejren udvælges gennem et begrænset udbud, hvor Spejdernes Lejr inviterer leverandører til at byde på den omfattende opgave.

Mulighed for lokale

"Vi ønsker, at også lokale virksomheder og producenter kommer i betragtning," siger Holger Nordstrøm fra Spejderne. Han peger på, at mindre producenter kan gå sammen i konsortier og dermed gøre sig store nok til at komme i spil. Og det giver særlige muligheder.
"Spejderne kommer fra nærmest hver eneste by i Danmark, og flere tusind kommer fra udlandet. Derfor er det også et udstillingsvindue og en chance for at vise lokalproducerede fødevarer, siger Holger Nordstrøm, som derfor håber, at leverandører gør opmærksomme på sig selv for at komme med i udbuddet. Tilkendegivelsen skal være hos Spejderne senest fredag 30. oktober kl. 12.
Senere på året holder spejderne et informationsmøde for de leverandører, der har vist interesse.
Spejdernes Lejr 2017 skabes i samarbejde med Sønderborg Kommune, og her siger projektleder for Spejdernes Lejr 2017 Mikkel Harritslev Nielsen:
"Vi har lagt vægt på, at lokale leverandører får gode muligheder for at byde ind, og derfor er vi er glade for den model, Spejderne har valgt til indkøb."

Levering om aftenen

Spejderne har stor erfaring i at organisere indkøbene, senest fra Spejdernes Lejr 2012, som blev holdt i Holstebro med 38.000 deltagere.
Udbuddet deles op i to kategorier: Dels leverancen af fødevarer i mindre pakker til spejdernes egen madlavning og til supermarkeder og dels catering til kantiner og restauranter.
Ud over bestemte varegrupper stiller Spejderne krav til leveringen til lejren. For eksempel skal der leveres alle de otte dage, lejren varer, det vil sige også i weekenden, og leverancerne skal ske mellem kl. 22 og 24 om aftenen til lejrens distributionscenter.
Man kan få tilsendt en skrivelse med flere detaljer og med vejledning til, hvad interessetilkendegivelsen skal indeholde ved at kontakte Holger Nordstrøm: hno mhne@sonderborg.dk.