Musikforening inviterer til koncert
Sæsonens anden koncert i Esbjerg Musikforenings finder sted søndag den 25. oktober kl. 16 i Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg.
Koncerten er med den herboende britiske cellist Ursula Smith og pianisten Rikke Sandberg. Ursula Smith er celloprofessor ved The Guildhall School i London og har spillet i mange af Europas kendte koncertsale, og nu fungerer hun som fast cellist i Esbjerg Ensemble. Rikke Sandberg fik sin klaveruddannelse ved konservatoriet i København under Anne Øland og studerede herefter ved Juillard School of Music i New York.
Ved koncerten opføres værker af Ludwig van Beethoven, Claude Debussy, Gabriel Fauré og den tidligt afdøde franske komponist Lili Boulanger. Billetter à 150 kr. sælges ved indgangen fra kl. 15.30. Unge under 25 år har gratis adgang.