Fortsæt til indhold

Fra Varde til Brasilien

For anden gang i Varde Handelsgymnasiums historie rejser en klasse 10.000 km. over Atlanten for at opleve Brasilien som studieturdestination

Arkiv
Kim Schou

2C fra Team Global Business på Varde Handelsgymnasium er netop hjemvendt fra deres livs studietur til Brasilien - de kom hjem med en kuffert fyldt med Havaianas, aftersun og en masse oplevelser.
”Brasilien er et oplagt rejsemål til studieturen, da der har været stor fokus på landet i forbindelse med VM i fodbold, som fortsætter i forbindelse med det kommende OL i Rio. Det er blevet en økonomisk stormagt og et land i fortsat hastig udvikling, men med store sociale skæl. Dette har været interessant for eleverne at erfare på turen,” siger gymnasielærer Frederik Elmquist.

Kontrasternes land

Studieturen gik både til den gigantiske millionby Saõ Paulo og til den mere eksotiske storby Rio De Janeiro.
I Saõ Paulo stod den på virksomhedsbesøg (Blue Water), Det danske konsulat, kunstmuseum og shopping, mens Rio bød på fodbold på Copacabana, en storslået panorama udsigt fra Kristus-statuen og en oplevelsesrig tur til Sydamerikas største favela (slumby, red.) Rocinha.
”Det var en kæmpe oplevelse og meget spændende at få muligheden, for at opleve Brasiliens værdier og deres anderledes kultur - særligt turen til Favelaen var en kæmpe oplevelses for os. Det var utroligt at se, folk kunne leve i så dårlige forhold, men alligevel være glade og hjælpsomme,” siger Nicolai Langager og Christian Ellehage.
Efter de store indtryk fra favelaen mærkede eleverne for alvor, hvor kontrastfuldt et land Brasilien er, da de landede i paradis. De fik fornøjelsen af at sejle rundt til en perlerække af små jungleklædte øer - svømme og dykke med smukke fisk.
”Vi blev meget overrasket over, hvor meget opmærksomhed vi fik af de lokale - vi regnede med det var os, der skulle tage mange billeder, men i virkeligheden blev der nok taget flere af os,” siger Cecilie Hansen og Sofie Birkebæk.

Opholdet bød på sjove oplevelser

En sproglig udfordring

Studieturen til Brasilien blev også en sproglig udfordring for eleverne fra 2C, hvor de taler portugisisk.
Alle eleverne har spansk på skoleskemaet, og deres spanskkundskaber blev brugt flittigt til at prutte om priser, fortolke menukort og møde nye folk.