Nu er trommerne i mit hjerte

“Sådan!”, siger Eline Nielsen fra Trelde og knipser med fingrene.
“Så hurtigt bliver man venner på en Poppilot-lejr.”
Poppilot er et projekt under Dansk Rock Samråd, ROSA. Det er en efterårsferie-lejr for piger mellem 13 og 16 år fra hele landet, der mødes for at få smag for at spille musik. Nogle af dem har aldrig spillet før.
I foråret blev det meddelt, at en af lejrene i år skulle løbe af stabelen på Ungdommens Hus i Fredericia. Så gjaldt det bare om at melde sig til. Og det gjorde Eline Nielsen.
Hun er 15 år og går i 9. klasse på Kirstinebjergskolen Afdeling Havepladsvej. Eller på den gamle Treldevejens Skole, som hun selv siger det. Og selvom hun har erfaring med både at synge og spille skuespil, har hun aldrig før spillet musik.
“Jo, i musiktimerne på skolen. Du ved, hvor man får en elbas mellem hænderne og så bare skal spille a. Men ellers ikke,” siger hun en anelse genert.
I det hele taget er hun lidt genert, når hun møder folk, hun ikke kender. Men på Poppilot-lejren forsvandt genertheden hurtigt.
“Jeg har altid gerne ville spille - nok også fordi min far spiller guitar. Men jeg har altid været nervøs, fordi der altid er nogen, der er bedre end mig,” siger hun.
Hun ved godt, at man ikke kan bruge den slags tanker til noget. Men det var først her på lejren, at hun for alvor fik rystet det af sig.
“Her er jeg ikke bange for at dumme mig. Nu slår jeg virkelig til den,” siger hun og viser med armene, hvordan hun spiller trommer.
Hun drømmer om at blive lige så dygtig som Ihan Haydar fra L.I.G.A.
Ihan har været gæsteinstruktør for poppiloterne. Og hendes evner og entusiasme har smittet Eline og de andre.
“Jeg er helt vild med rock. Og jeg kunne bare godt tænke mig at slå mig løs. På trommer,” siger Eline, som er smittet med faderens rock-gen.
“Jeg plejer at synge. Men nu vil jeg finde noget mere, jeg er god til. Og nu har jeg fået fat i trommerne. Og de er gået i hjertet på mig,” siger hun.

Helt vildt fedt

Der mangler kvinder på den danske musikscene, mener ROSA. Og alt for få piger går i gang med at spille musik.
Det vil ROSA gerne lave om på ved hjælp af Popilot-lejrene. Og noget tyder på, at det virker.
“Jeg ved i hvert fald, at nogle af de bands, der er opstået ved tidligere lejre, er fortsat med at spille sammen. Også selvom de bor langt fra hinanden,” siger Katrine Rørbæk Breinholt fra Århus.
Hun er en af de tre “storesøstre” på lejren. De står for det praktiske med at få arrangeret noget at spise, ligesom de også arrangerer socialt samvær uden for øvelokalerne.
“Ungdommens Hus er et genialt sted at holde Poppilot. Her er det hele, så vi ikke skal løbe fra den ene hal til anden, når vi for eksempel skal spise. Det er totalt optimalt,” siger hun.
De 13 deltagende piger og de tre storesøstre overnatter i koncertsalen, mens instruktørerne har deres eget rum at sove i. Men alle er tæt sammen hele tiden.
“Der opstår rigtig mange venskaber på de her lejre. Sidste år var der en lejr, hvor alle pigerne stod sammen og græd, da de skulle sige farvel. De havde låst sig inde i en hel time, mens forældrene stod uden for og ventede,” siger Katrine Rørbæk Breinholt med et lille grin.
Sammenholdet har også betydet, at hele hold har holdt komsammen adskillige måneder efter lejren.
“Og mange fortsætter med at spille musik i andre sammenhænge,” siger Katrine Rørbæk Breinholt.
“Og ja, man kan godt starte et band sammen, selvom man ikke kan spille i forvejen. Så længe man får lidt hjælp og har en fed oplevelse sammen. Man kan jo alt, hvis man bare gør det og bruger tid på. Og pigerne kommer jublende ud af øvelokalerne, når de har udviklet sig og er blevet bedre på deres instrument. Det er helt vildt fedt” siger hun.

Metal og brede grin

Tilbage i øvelokalet med Eline, Signe, Laura, Alma og Anna, bliver der spillet lidt forsigtigt.
Pigerne virker ikke generte over at få besøg af en fremmed, men de spiller stille og lidt usikkert.
Det er der ikke noget mærkeligt i. Flere af dem har aldrig spillet sammen med andre før. Og desuden er de i gang med at skrive sangen, efterhånden som de øver den.
Signe har teksten på sin mobiltelefon, men har svært ved at finde det rigtige tidspunkt at begynde at synge.
Laura spiller bas med plekter, så lyden får lidt anslag.
Annas guitarforstærker giver pludselig langt mere lyd fra sig end planlagt.
Alma spiller forspil på keyboard og svajer i rytmen.
Pludselig tæller Eline for på trommestikkerne, hvorefter nummeret skifter karakter og får masser af energi.
“Det her er vores metal-nummer,” lyder det højt i lokalet, da nummeret er gået i stå i forbindelse med et uventet akkordskift. Alle griner højt: Nummeret er næppe hårdtslående nok til at blive kaldt metal. Men det er jo ligegyldigt.