Naboer flytter nye boliger
Byrådet ophæver den store dispensation til Kilehusene ved Kristiansminde af hensyn til lokalplanen
Klager fra naboerne til det planlagte byggeri Kilehusene ved Kristiansminde mellem Roskilde og Svogerslev fik flyttet de nye boliger længere væk, da et enstemmigt byråd onsdag aften besluttede at ændre på en tidligere dispensation fra en gammel lokalplan. Dermed bliver bygherren, entreprenørfirmaet MT Højgaard, nødt til at ændre på sit projekt, så otte af de nye rækkehuse ikke længere må ligge så tæt på de eksisterende boliger i området. Dette forslag blev forelagt af borgmester Joy Mogensen på vegne af S-SF-R og El og fik tilslutning af V, DF og K. Inden var der dog en længere diskussion om, hvem der tidligere har sagt og gjort hvad i sagen. Dispensation var givet efter ønske fra bygherren, der ikke har gjort noget ved grunden i mange år efter krisen fra 2008, men som på den måde kunne nu mente at kunne få projektet til at hænge bedre sammen økonomisk. Men naboerne i området protesterede stærkt, da nogle af de nye boliger pludselig skulle opføres kun 12 meter fra dem, hvilket var en overskridelse af lokalplanens oprindelige byggefelt på hele 32 meter. De henviste til, at de havde købt bolig i området i tillid til den gældende lokalplan, som kommunen derfor ikke bare kunne ændre så meget på. Ved behandlingen i Plan- og Teknikudvalget ville flertallet ikke godkende dispensationen, mens Socialdemokraterne med formand Torben Jørgensen i spidsen sendte den i byrådet. Han mente, at naboerne nok kunne leve med det nye byggeri, når de først så, hvor pænt det blev.
Troværdig kommune
Under byrådets debat onsdag aften gik ordet troværdighed igen flere gange. Kommunen skal både være pålidelig både overfor sine borgere, der stoler på en lokalplan, men også overfor byggefirmaer, der regner med en aftale og gerne vil opføre nye boliger, som Roskilde har stort behov for. Den konservative Lars Lindskov oplevede sagen som et eksempel på, at Teknik- og Planudvalget ikke fungerer optimalt, og partierne deri driller hinanden for meget. - Men det er klart, at borgerne i kommunen må have en forventning om, at de gældende lokalplaner bliver overholdt - og i hvert fald ikke ændret så afgørende, som det skete her. Jonas Paludan (El) og Jeppe Trolle (R) forklarede, at de nu havde lyttet til borgernes ønsker og derfor støttede det nye kompromisforslag. Venstres Peter Madsen, som hele vejen har været imod den omfattende dispensation, var glad for, at flertallet i byrådet nu var kommet til fornuft, og Karsten Lorentzen (DF) var på samme linje. Udvalgsformand Torben Jørgensen (S) var også tilfreds med, at der nu var fundet en rimelig og pragmatisk løsning. Han indrømmede samtidig, at hans tidligere udtalelse, om at naboerne nok skulle lære at holde af et byggeri tæt på, ikke havde været særlig smart. tk