Fortsæt til indhold

Det trækker op til finale i First Lego League

Arkiv
Arkiv

For 14. gang afholdes der First Lego League finale i Sønderborgområdet. Stævnet vil i år finde sted lørdag den 7. november fra kl. 10-16.30 i Guderuphallen.
Forud for finalen er der gået 8 uger, hvor de deltagende hold har arbejdet ud fra årets tema, som er 'Trash Trek'. Temaet lægger op til, at børnene og de unge skal lave et innovativt projekt, om hvordan vi i fremtiden løser udfordringen med affaldsbegrænsning, -indsamling og -sortering.
Ud over en teoretisk opgave skal holdene lave en række opgaver på robotbanen, hvor de bliver vurderet på indsigt i programmering, design og konstruktion af robotten, at være gode til samarbejde, og at kunne markedsføre holdet og det tema man har arbejdet med.

For børn og unge

Konkurrencen er for børn og unge mellem 10 og 16 år, og den skal være med til at styrke børn og unges interesse for naturvidenskab og teknologi.
Et hold kan bestå af op til 12 børn/unge plus vejledere og plus supportere. Det kan være en skoleklasse, et hold fra en forening, hvor man gerne vil prøve at arbejde på en anden måde, eller det kan være et hold, der er samlet af nogle forældre.

Medaljer og pokaler

Der bliver uddelt medaljer til alle, og syv pokaler bliver fordelt mellem de bedste i hver disciplin. Vinderen af den store pokal 'FLL Champion' får adgang til den skandinaviske finale, der foregår i starten af december i Mo i Rana i Norge. Herfra er det muligt at kvalificere sig til EM og VM.
Der er tilmeldt seks hold til finalen, der åbnes kl. 10 med præsentation af holdene og en 'pep-talk' af direktør for Sønderborg Forsyning Lars Riemann. Kl. 16 skulle man være klar til uddeling af medaljer og pokaler.
Der er i øvrigt gratis adgang for interesserede hele dagen.
Arrangementet afholdes i et samarbejde mellem Sønderborg Kommune og en række lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner.