Fortsæt til indhold

Langsom og sikker oprykning

Arkiv
Af Torben Kristensen

- Vi skal først skabe et solidt og bredt fundamentet, så FC Roskilde får en langsom og sikker oprykning i dansk fodbold, og vi ikke bare bliver en 'døgnflue', der hurtigt forsvinder igen. Vi skal være ydmyge.
Sådan beskriver den 50-årige Bo Tue Knudsen, der på en ekstraordinær generalforsmaling mandag aften blev valgt som ny FCR-formand, sin vision for domkirkebyens fusionsklub i landets næstbedste række, 1. division.
Gennem flere år har han været en af de største aktionærer, og i de sidste par år har han også arbejdet som næsten ulønnet direktør. Nu stopper han på denne post og fortsætter som arbejdende formand, Det er sket ud fra den samme filosofi om at bygge klubben op, så den har kræfter og struktur til på et tidspunkt at kunne klare sig i toppen af dansk fodbold, selv om det ikke bliver lige med det samme.
- Jeg gik ind i FC Roskilde for nogle år siden, fordi jeg her i Roskilde-klubben kunne se nogle gode værdier, som jeg tror på, forklarer han.

Udbygning efter nedrykning

Da FC Roskilde i sommeren 2012 røg ned fra 1. division, var det både en sportslig og økonomisk katastrofe, fordi vigtige tv-penge, og nogle af de bedste spillere dermed forsvandt.
Klubben satsede på en hurtig tilbagevenden til den næstbedste fodboldrække, men det lykkedes ikke, og derfor var der heller ikke råd til at beholde den daværende direktør, den forhenværende topdommer Kim Milton Nielsen.
Bo Tue Knudsen blev ny fritids-direktør, der brugte masser af tid uden løn, fordi han har en stor passion for fodbold. Sammen med den daværende formand Carsten Wickmann og træner Anders Theil lavede de en plan for, hvordan Roskildes bedste fodboldhold atter kunne komme opad i rækkerne.
- Min hovedopgave har været at tiltrække sponsorer og skabe et stort erhvervsnet omkring klubben, og det er lykkedes i de senere sæsoner, så mange af de lokale virksomheder nu bakker op om byens hold. Jeg tror, det er en styrke med støtte af mange mindre og mellemstore virksomheder, fremfor at være afhængig af en enkelt rigmand eller stor koncern, som man har set i andre klubber, forklarer Bo Tue.
- Sportsligt fik træner Anders Theil grønt lys til at finde spillere, så han kunne sammenspille et hold, der også fungerer på længere sigt. Når spillerne kender hinanden og er vant til at spille sammen, bliver holdet mindst 20 procent stærkere, og derfor kan det ikke nytte at skifte for meget ud i hver sæson. Det skal foregå langsomt og efter en overordnet plan, forklarer Bo Tue.

Mikkel Thygesen har valgt Roskilde, selv om han kunne tjene mere andre steder, fordi han tror på klubbens strategi. (Foto: Erling J.)

Penge på spillerne

FC Roskilde har med et årligt budget på godt 10 millioner kroner et af de mindste i 1. division, hvor nogle af klubberne bruger det dobbelte eller tredobbelte beløb om året.
- Vi har en meget smal struktur, hvor den administrative medarbejder, træner Anders Theil, der har et fuldtidsjob ved siden af, og jeg får under en million om året, mens andre klubber i 1. division bruger over 4 millioner om året på deres stab, fortæller Bo Tue.
- På den måde har vi fået flere penge til at købe spillere for, og i mange tilfælde har vi også fået dem forholdsvis billigt.
- Den tidligere landsholdsspiller Mikkel Thygesen er den af dem, der har foretrukket Roskilde, selv om han kunne få højere løn andre steder, fordi han syntes om vores sportslige projekt med langsom og sikker opbygning.
Ifølge målsætningen skal FC Roskilde i år gerne slutte midt i 1. division og være med i top 5 i næste sæson. Først derefter tør man tænke på Superligaen.
- Efter min vurdering vil det kræve mindst 20 millioner kroner i faste indtægter fra vore sponsorer, netværk, entré osv. Så kommer der 10 millioner oven i med tv-penge i Superligaen, og så vil det være realistisk, uden at man bliver en døgnflue, der ryger ned igen med det samme, mener den nye FCR-formand.

Aftale med Wickmann

I sin tid havde Bo Tue en aftale eller forståelse forståelse med den tidligere formand Carsten Wickmann, om at han på et tidspunkt skulle afløse denne, men der var god tid, var de enige om. Så døde Wickmann pludselig i foråret 2015, og der opstod en ny situation.
Derfor blev Lars-Christian Brask spurgt om- og sagde Ja til at være formand, men det viste sig hurtigt, at han ikke var på bølgelængde med et flertal blandt aktionærerne, og derfor måtte han trække sig igen.
I dag har den nyvalgte formand ikke lyst til at kommentere den sag mere, fordi det efter hans mening kun kan skade klubben, lige meget hvad han siger.
Bo Tue Knudsen er investor i en række selskaber og formand i flere bestyrelser. Han opbyggede i sin tid en It-virksomhed, der blev solgt til en god pris i 2007, ganske kort tid før krisen kom.