Stand up på hovedet
Lars Hjortshøj er ikke bange for at udstille sig selv. Hvis man ikke tør tvivle, så går man i stå.
Lars Hjortshøj er en af dansk stand-ups 'grand ol' men'. Siden begyndelsen af 1990'erne har han turneret landet rundt som komiker. Men Hjortshøj har også lavet et hav af andre ting. Men med sit seneste show, der er betitlet 'Omvendt!', vender han tilbage til det han begyndte med, og det han er bedst til. Stand-up.
"Denne gang er jeg gået uden om de helt store scener. Jeg har før rejst med storskærme og rekvisitter, men det er væk denne gang. Det er et show med essensen af stand-up. Det vigtigste har været at genfinde kernen i det, der var grunden til jeg forelskede mig i stand up-genren,” siger Lars Hjortshøj.
Det er et år siden han begyndte at skrive på showet, der havde premiere 10. september, og selv om turnéen ikke er en jubilæums en af slagsen, så markerer den alligevel en milepæl.
”I år har jeg optrådt i 25 år. Men jeg har ikke noget ønske om at lave en offentlig terapi-time om en midtvejskrise. Hvis man vil have en temaaften, så skal man se DR2,” siger han.
Alligevel kommer showet uvægerligt til at handle om en mand midt i livet. Lidt for tyk, lidt for lidt hår og måske også lidt for meget i nogle sammenhænge. Men sådan skal det være.
”Naturen i stand up er, at man tager udgangspunkt i sig selv. Så er der nogen der siger, at vi altid taler om sex eller koner og kærester. Og det er måske rigtig nok. Men sådan er det nu engang. Mit nye show er en slags tilstandsrapport på min tilværelse. Det handler om alder, om det at leve i et godt brugt ægteskab, have teenagedøtre, om overvejelser om organdonation - og om jeg efterhånden er gammel nok til at have en hund,” siger Lars Hjortshøj om det der venter publikum i Sønderjyllandshallen den 31. oktober, og som inden turnéen er ovre har gæstet mere end 40 danske byer.
”Man skal da tvivle. Også på sit ægteskab. Og så kommer man forhåbentlig frem til at det egentlig er et godt arrangement. Og hvis man ikke gør det, hvis man ikke tvivler og ser omvendt på tingene, så stivner man,” siger han om hvorfor showet går tæt på ham selv og hans egne mangler. Eller hvad det er.
Dynamisk show
Lars Hjortshøj har brugt lang tid på at forberede sig til turnéen. Og fordi showet skal tilbage til stand up rødderne, så er alle jokes blevet testet grundigt af.
”Materialet er tryktestet på små klubber. Blandt andet hos Thomas Warberg, der har sin egen lille comedy-klub. Der er ingen bar og ingen toiletter og kun plads til cirka 50 mennesker. Når man står der, så kan man ikke rigtig charmere den hjem, hvis materialet ikke virker. De folk, der kommer der er meget kræsne og meget tæt på. Men da jeg så det lille lokale første gang sagde jeg: 'Hvad fanden skal jeg her?' Men efter et par gange opdagede jeg, at dem der kom kun kom for comedy. Og det har tryktestet materialet,” siger komikeren.
Ude i landet
Jeg er på alle måder glad for modtagelsen af showet. Især publikums reaktioner har været dejlige. Det er jo den virkelighed jeg står i derude. Og med det her show har jeg ikke en færdig forestilling. Det ændrer undervejs, og der sker nogen afstikkere. Så jeg har måttet sidde bagefter med tourmanageren og teknikkerne og forklare, at det er det, der er charmen ved det her show. Udgangspunktet har været, at det skulle være autentisk stand up, som det er på de små klubber,” siger Lars Hjortshøj.
Showet 'Omvendt' med Lars Hjortshøj spiller i Sønderjyllandshallen i Aabenraa lørdag den 31. oktober. Billetter på www.sjhallen.dk eller telefon 7362 3232.