Fortsæt til indhold

Der er håb forude for Industrivej

Efter længere tids venten kan beboerne i Padborg snart forvente oprydning

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

I Aabenraa Kommunens Drifts- og Anlægsafdelingen vedkender man sig den lange mailkorrespondance, der har stået på mellem Charlotte Juel Nissen og kommunen.

Ferieramt

“Problemet ligger i, at vi har forskellige ansvarsområder i afdelingen. Og da vi modtager den første mail er vi midt i ferieperioden. Jeg modtager mailen, og bestiller opgaven ved vores leverandør. Men det viser sig, at ikke hele strækningen er noget, kommunens skal vedligeholde,” forklarer Lars T. Barsballe fra Drift og Anlæg i Aabenraa Kommune.
Efterfølgende er der en medarbejder, der er stoppet i afdelingen, og da en ny medarbejder er kommet til, er der nogle opgaver, som ikke er overleveret ordentligt, og simpelthen forsvundet.
“Det er selvfølgelig uheldigt. Men vi har generelt travlt, og vi bliver nødt til at prioritere det, vi laver. Nogle ting betragter vi som værende i småtingsafdelingen, så der er andre ting, der er vigtigere, fordi det måske er farligere. Lige dette område anser vi måske ikke som en større fare for brugerne,” fortsætter Lars T. Barsballe.

Håb forude

Men nu bliver der taget hånd om opgaven, lover Lars T. Barsballe.
“Vi har haft en tilsynsmand forbi stedet, og fundet ud af, at der er dele af strækningen, som er kommunens ansvar. Den opgave er nu bestilt i systemet. På den strækning, hvor det er den private borger, der skal holde rent, er tidshorisonten nok lidt længere,” medgiver han. Kommunen vil senest i næste uge tage kontakt til den borger, der har ansvaret for at vedligeholde på grunden. Herefter har borgeren typisk to til tre weekender til at få tingene ordnet. Hvis det ikke sker, så kan kommunen lave et påbud.
“Så er der høring i fire uger, go hvis borgeren fortsat ikke har ordnet det, kan kommunen så bestille opgaven hos vores leverandør på borgerens regning. Men det kan altså gå op til syv uger med den proces,” slutter Lars T. Barsballe.