Aftalefamilien under pres

Søren Markussen har køkkentjansen, og han er ved at bære de sidste fade med stegt kulmule og rødbedesalat ind på bordet. Klokken er 18, og de fleste af bofællesskabet Lille Grundets 46 beboere har sat sig til bords ved torsdagens fællesspisning. Fire dage om ugen spiser man sammen i det store fælleshus.
Søren har et job med 130 rejsedage om året, og bofællesskabet hjælper familien med at få planlægningen til at gå op i en travl hverdag, hvor hans kone Anabel ofte er alene med parrets tre børn på otte, seks og fire år.


“Til daglig kan vi bare komme klokken 18, sætte os til bords, spise og gå hjem og læse godnathistorie bagefter. Hvis jeg er fanget i kø på motorvejen, behøver jeg ikke stresse over, at jeg ikke kan nå at hente børnene, for jeg har 20 andre, jeg kan spørge om hjælp. Det er som en udvidet familie, og det er der brug for, for når begge forældre har et job, er der bare rigtig meget, der skal koordineres,” fortæller Anabel.


Og det nikker børne- og familiepsykolog og tidligere formand for Landsorganisationen Børns Vilkår, John Aasted Halse, genkendende til. I sin praksis har han rådgivet mange familier i det, han kalder det mest velbeskrevne tema i den moderne familie: Dilemmaet mellem arbejds- og familieliv.


“I dag deler mor og far rollerne, og det betyder, at det er nødvendigt med meget mere kommunikation og mange flere aftaler. Det er en pris for, at vi har valgt et liv, hvor der ikke er ét familiemedlem, der er ude af huset og et andet, der repræsenterer en baglandskultur,” siger han.

Benhård prioritering

Anabel ville egentlig gerne gå hjemme med børnene, mens de er små, men familien kan ikke leve af Sørens indtægt alene, og derfor arbejder hun 30 timer om ugen. Søren og Anabel er dog enige om, at de ikke altid synes, de har tid nok til at være den familie, de gerne vil være.


“Vores børn er glade for at gå i daginstitution og skole, men det betyder ikke, at de er glade for det i otte-ti timer om dagen. Når jeg er hjemme, er det min fleksible arbejdstid, der redder os. Så kan jeg hente børnene tidligt. Når vi alle er samlet, bliver tiden prioriteret benhårdt. Så er der ikke noget med at sidde med computeren og være på Facebook. Så er vi sammen,” siger Søren.


Fremtidsforsker Birthe Linddal mener, at én af udfordringerne for den moderne familie er, at de fleste familiemedlemmer i dag bruger deres primære tid uden for familien, men det er ikke nødvendigvis kun en dårlig ting, mener hun.


“Det betyder også, at når familien endelig er sammen, så lukker den sig om sig selv. Så taler man med sine børn og interesserer sig for dem,” siger hun.


Det gør de også hos Søren og Anabel. De synes bare ikke altid, der er tid nok til det.


“Man burde nok i virkeligheden ikke få børn på det tidspunkt, man får dem. For det er også det tidspunkt, du i forvejen er mest presset. Du skal sparke gang i karrieren og betale af på din gæld. Det ville være smartere at få børn senere i livet, men der sætter biologien en grænse,” siger Søren.

Faste rammer om livet

John Aasted Halse mener, at det moderne familieliv stiller store krav til forældrene, for udover arbejde og familie skal der også jongleres med fritidsliv.


“Jeg oplever masser af forældre, der er frustrerede over, at livet er lagt i faste rammer, men børn bliver ikke til i blinde og trance. De er som regel planlagte og valgte, og når de kommer, så er der altså ting, man ikke længere kan. Det ligger der mange frustrationer i, og det er også medvirkende til at føre til stress og konflikter og i sidste ende måske skilsmisse,” siger han og fortsætter:


Ifølge Danmarks Statistik blev 13.618 par skilt i 1999. I 2014 var tallet steget til 19.639. For når familierne ikke kan få det til at hænge sammen, er de i dag ofte hurtigere til at gå hver til sit.


“De fleste er pragmatiske, og de tror ikke på, at der er én soulmate. Hvis ikke forholdet går godt, så kan man blive skilt,” siger fremtidsforsker Birthe Linddal.
Men selvom vi bliver skilt, stopper vi ikke med at jagte kernefamilien.


“I et samfund, der hylder individualismen og selvstændigheden, søger vi de nære fællesskaber i familien. De, der vælger at leve single findes, men når man siger, at det drejer sig om mellem 800-900.000, så er det et punktnedslag, for det tæller også dem, der blev skilt i går. Tallene er ikke altid udtryk for et aktivt valg for livet,” siger John Aasted Halse.


37-årige Regina Midjord Kjærbo er enlig mor til fire børn på henholdsvis 18 måneder, syv, ni og 15 år. Hun har altid været alene med børnene, og det har sine fordele. Alligevel drømmer hun også om den samlede kernefamilie.


“Vi har en stringent hverdag, og vi ved, hvornår vi skal stå op, smøre madpakker og børste tænder. Der er ikke så meget pjat, det kører bare uden diskussion. Det ved børnene, og de store er også indstillede på, at de er nødt til at give en hånd med for at få det til at hænge sammen. Men selvfølgelig er ulempen også, at der ikke er nogen voksen at dele hverdagen med,” siger hun.


Regina har haft en kæreste i et år, men da han også har to delebørn, ligger det ikke lige til højrebenet, hvordan de to slår familierne sammen.
Regina arbejder som jordemoder og har skiftende arbejdstider. For at få hverdagen til at hænge sammen som den eneste voksne i familien, bliver hendes yngste søn Noah på 18 måneder indimellen passet i vuggestuen, der har aftenåbent til klokken 21. Noah bliver dog hentet senest klokken 19, så han kan blive puttet derhjemme og ikke skal puttes i vuggestuen for derefter at blive vækket igen. Regina mener ikke, at samfundet følger godt nok med det, der er realiteten i familierne.


“Jeg er en af de mange forældre, der har et arbejde, som ikke altid er forenligt med daginstitutionernes åbningstider. Det kunne være fedt, hvis der var flere døgnåbne institutioner, så det var mere fleksibelt. Især når man samtidig er enlig, for så er det for alvor en udfordring.”

Generation Z

Mens det store dilemma i det moderne familieliv anno 2015 er at få en hverdag med fuldtidsjob og børn til at hænge sammen, spår fremtidsforsker Birthe Linddal, at det vil ændre sig i fremtiden.


“Jeg tror ikke, at generation Z, de unge, der er født mellem slutningen af 90'erne og 2010, kommer til at lægge hele deres liv i arbejdsgivernes hænder. Jeg tror, flere i fremtiden vil stille spørgsmål ved den måde at leve på og ved, om det ikke var bedst at undvære den nye computer og skiferien for i stedet at have brugt mere tid med deres forældre. Jeg tror, de vil være optagede af at sætte familien mere i fokus, for så er der bedre odds for, at den lykkedes.”