Fortsæt til indhold

Bibliotek åbner DR Romanklub

Arkiv
Arkiv

Et af vinterens litterære tilløbsstykker er ved at blive rullet i gang på Middelfart Bibliotek, nemlig DRs Romanklub. Det betyder, at interesserede nu skel tilmelde sig ét af sæsonens to læsekredshold, som skal mødes en gang om måneden fra december til maj for at læse og tale om de seks udvalgte romaner.
Det er DR, der blandt alle de danske romaner, som udkommer fra december 2014 til november 2015, udvælger de seks, der skal læses og diskuteres rundt om på landets biblioteker. Deltagerne i DR Romanklubberne er til slut med til at afgøre, hvilken af de seks bøger, der skal løbe med titlen DR Romanprisen 2016. I 2015 gik prisen til Iben Mondrup for romanen ”Godhavn”.
“Hvilke seks bøger, læseklubberne skal prøve kræfter med i den kommende sæson, offentliggøres løbende af DR, men vi kan allerede på nuværende tidspunkt løfte sløret for de to første. Det bliver romanen ”På træk” af Kamilla Hega Holst, som tidligere på året blev belønnet med den nyindstiftede Blixen-prisen. Og så er det ”Kvinden i korshæren” af Henning Mortensen, hvis forfatterskab rækker så langt tilbage som til 1966, hvor han debuterede,” oplyser biblioteket.
Alle interesserede har nu mulighed for at tilmelde sig et af de to læsekredshold, der oprettes på biblioteket. Holdene mødes enten tirsdag eller onsdag kl. 16.30-18.00, og de første gange bliver henholdsvis tirsdag den 1. december og onsdag den 2. december. Hefter mødes læsekredsene en gang om måneden til og med maj.
En bibliotekar deltager i alle læsekredsene og fungerer som ordstyrer, og der serveres kaffe og te med lidt sødt til.
Tilmelding kan ske via bibliotekets hjemmeside senest mandag den 26. oktober. Det koster 200 kroner at deltage. Hvis der er flere tilmeldinger, end der er pladser på holdene, trækkes der lod blandt alle tilmeldte.