Ny årskalender fortæller mejeriernes historie
Christiansfeld Lokalhistoriske Forening sætter med sin årskalender for 2016 fokus på lokalområdets mejerier. Kalenderen udgives onsdag den 28. oktober klokken 19 ved et arrangement i Søstrehuset i Christiansfeld.
I kalenderen er der samlet 12 historier om mejerierne, som fra slutningen af 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet prægede det sønderjyske landskab. På egnen omkring Christiansfeld var der masser af andelsmejerier.Stort set hver by havde sit eget andelsmejeri, som havde afløst de individuelle gårdmejerier. Mejerierne udviklede sig til vigtige arbejdspladser i lokalsamfundet, og mejeribestyrerne var fremsynede og innovative mennesker, som udviklede mejeriteknologien til et højt niveau.
Midt i 1900-tallet skyllede en bølge af mejerifusioner over landet. De små mejerier lukkede på stribe og blev afløst af kæmpestore mejerianlæg. En af de største og vigtigste ligger i Tyrstrup ved Christiansfeld. Kalenderen præsenteres, hvorefter Bente Schultz Petersen fra Tyrstrupgaard fortæller om den store gårds selvforsyning i tidligere tider. Arla Christiansfeld sponsorerer smagsprøver på mejeriprodukter, som i løbet af aftenen vil afløse den traditionelle kaffe med kringle.