Fortsæt til indhold

Inspiration og værktøjer på ny uddannelse

Ni kursister fra private og offentlige virksomheder i lokalområdet kan nu kalde sig administrativ koordinator

Arkiv
Arkiv

Ni kursister fra private og offentlige virksomheder i lokalområdet kan nu kalde sig administrativ koordinator uddannet fra Business College Syds Kursus- og Kompetencecenter. I denne uge afslutter kursisterne det sidste modul, der omhandler kvalitet og evaluering.
Det er første gang Business College Syd udbyder uddannelsen, der har til formål at give medarbejdere med administrative funktioner redskaber til at blive bedre til at agere på et arbejdsmarked i forandring. Der er stor efterspørgsel efter omstillingsparate og forandringsparate medarbejdere, der selv kan skabe sammen-hæng og overblik over arbejdsopgaver.

Moduler med tema

For at opnå en vekselvirkning mellem de teoretiske emner og kursisternes egne erfaringer er uddannelsen modulopbygget med et overordnet tema for hvert modul. Kursisterne har fået redskaber, de kunne afprøve på deres egen arbejdsplads efter kurset.
”Nu kan jeg bidrage mere kvalificeret med forslag til forandringer,” lyder det fra Anni Henriksen fra Sønderborg Fornikling og Helle Bonefeld fra Sønderborg Kommune fortsætter: ”Jeg har fået redskaber til at analysere og strukturere mine opgaver og de processer, jeg er involveret i, der er bare super.”

Fagligt og personligt

Der har været stor tilfredshed med kurset, der har formået at kombinere det faglige med personlig udvikling.
”Jeg har fået et netværk af personer fra andre arbejdspladser, som oplever de samme udfordringer som jeg, og som jeg kan sparre med, og jeg håber, vi vil mødes efter kurset,” siger Tina Olsen, der arbejder i Danfoss' HR-afdeling.
”Medarbejdere, der arbejder som administrativ koordinator, har manglet en uddannelse tilpasset deres rolle i organisationen. Der er mange tilbud til ledere, men ikke andre medarbejdere, som binder organisationen sammen”, slutter underviser Tove Lau Andersen.
Nyt hold starter i februar 2016.