Ejerne af Grev Axel sætter biksen til salg
Efter to år sættes den lille café ved rådhuset til salg. Stifterne er klar til at gå nye veje
Den lille kaffe- og sandwichbiks, Grev Axel, er efter to år blevet sat til salg for 150.000 kroner. Ejerne fortæller, at de helt fra start havde planlagt at give projektet to år. Den ene af stifterne, Agne Jurkeviciúte. vil tilbage til hjemlandet Litauen, mens den anden ejer Nichlas Bech Christiansen vil bruge sin uddannelse som teknisk designer til at være med til at starte en tegnestue i Katrinegade i Kolding.
Caféen lukker ikke
“Det har været to års nonstop arbejde, og det har været virkelig fedt. Jeg har lært meget om mig selv og om at tage ansvar, og så har jeg lært en masse gode mennesker at kende. Jeg har haft det sjovt, og jeg vil helt sikkert savne det,” fortæller Agne Jurkeviciúte.
Helt slut er det dog ikke endnu. De to stiftere er nemlig enige om, at caféen ikke skal lukke og at de begge bliver, indtil den er solgt.
“Vi har allerede haft nogle interesserede, så nu må vi se, hvor længe det tager,” lyder det fra Nichlas Bech Christiansen.
Stifterne fortæller, at de nye ejere vil overtage en velrenommeret café, der kører med overskud. Gennem det sidste år har de hver især kunnet tjene omkring 15.000 kroner i løn om måneden.