Flytter til Fredericia
Nu ligger klinikken centralt i forhold til kundekredsen
Indehaveren af klinikken Naturens Kræfter, Maja Middelbo, slår nu dørene op i Fredericia. Klinikken åbner den 4. november, Bødkervej ved Quattro Clinic.
Det startede for to år siden i Strib.
“Jeg havde kørt det lidt på hobbybasis, men det blev for stort, så jeg åbnede klinikken i Strib. Siden er det gået stærkt, og det ser ud til, at udviklingen fortsætter. Jeg har mange kunder fra Jylland - og især Fredericia - og derfor er det naturligt, at jeg flytter hertil, så jeg ligger centralt i forhold til kundekredsen,” siger Maja Middelbo.
I en afslappet atmosfære beskæftiger hun sig med sundhed, skønhed og velvære. Først og fremmest ansigtsbehandling, hot stone massage og hårfjerning med sugaring.
“Det er primært kvinder, jeg henvender mig til. Konceptet er det samme som tidligere, dog i første omgang uden mine 'doktor-fisk'.”
Fiskene kan hjælpe folk af med død eller hård hud. Maja Middelbo håber, at hun med tiden får plads til fiskene igen - i et lidt mindre omfang end tidlige, hvor der med 500 fisk i et stort bassin var plads til, at kunderne kunne dyppe hele kroppen.
“Jeg forestiller mig nogle mindre kar, blot til fødderne.”
Spray tan
En nyhed hos Naturens Kræfter er spray tan - med en airbrush selvbruner.
“Det er en håndholdt spray tan, og behandlingen er naturligvis uden parfume og parabener. Det gælder i øvrigt alle mine behandlinger - deraf navnet Naturens Kræfter,” siger indehaveren.
Klinikken beskæftiger sig også med reiki healing, hovedbundsmassage, fodmassage, ørelys terapi og cellus peel (hård hud).
Præcis to år efter åbningen i Strib holder Maja Middelbo reception i de nye lokaler på Bødkervej 3. Indgang ved privathospitalet. Det er fra klokken 13-17.