Bent Eliasens livsværk
Søren Rasmussen, medlem af Kulturudvalget
Dansk Folkeparti
Primulavej 7
6000 Kolding
Efter en lidt omtumlet tilværelse er der nu endeligt udsigt til, at Bent Eliasens store og interessante legetøjssamling kan blive udstillet.
Dansk Legetøjsmuseum skal etableres i lokaler i Lindegade 41 i Christiansfeld.
På næste Kulturudvalgsmøde skal udvalget tage stilling til, om der skal bevilges et årligt tilskud på 120.000 kr. Pengene skal tages af kulturpuljen.
Gennem årene er det ikke skortet på sympatitilkendegivelser over for Bent Eliasen og hans livsværk. Men nu hvor det endeligt kan lade sig gøre at omsætte ord til handling, så er det alligevel ikke givet, at der er flertal for at bakke op.
Jeg mener, det er vigtigt, at vi har et blandet udbud af kultur i Kolding. Vi har f.eks. nogle små kulturelle perler, som ikke får ret meget i kommunal støtte, men som er en vigtig del af kulturlivet i vores kommune – og som vi meget nødigt ville undvære. Jeg tænker bl.a. på Dronning Dorothea Teateret, Genforenings- og Grænsemuseet, Kolding Miniby og Kongeåmuseet. Hvis vi tog udgangspunkt i, at kulturtilbud kun har værdi, hvis de koster en formue, så ville vi få et fattigt kulturliv. Men den indstilling synes at herske i nogle partier.
Jeg håber meget, at der omsider vil være et flertal for, at hjælpe med driften af et legetøjsmuseum.