Jordemødre til både babyshower og begravelse

Filippinerne er kontrasternes land. Nogle bor i kæmpe villaer og har fire biler, mens andre lever for under to dollars om dagen og bor i en papkasse på gaden.

Den verden - og meget mere - oplevede Camilla Lysgaard-Jensen og Diana Freiheit Adamsen fra jordemoderuddannelsen i Esbjerg, da de for nylig var i praktik på en fødeklinik i den asiatiske østat. De esbjergensiske kvinder boede i landets næststørste by, Cebu City, og det var et barsk.

Grove træplanker danner stier i mudderet, og væggene på de faldefærdige rønner er en farverig mosaik af plader i træ, metal eller plastic. Der er steder, hvor ambulancerne ikke kommer på grund af angsten for HIV-smitte, men frygten er ifølge Camilla og Diana overdrevet, fordi folk ikke ved, hvordan det smitter. Generelt er uvidenheden et problem:

“Folk er meget berøringsangste, så hvis de fødende kvinder endelig lykkes med at komme ind på et hospital, kan de ligge og dø i ubemærkethed,” fortæller Camilla.

Jordemoder på filippinsk

Forholdene på fødeklinikken Glory Reborn, der er finansieret af donationer, er gode, og personalet veluddannet. Klinikken tager sig af de fattigste kvinder, som ikke har råd til at komme på et offentligt eller privat hospital. Begge koster penge på Filippinerne.

Trods de gode forhold praktiserer man jordemoderfaget anderledes end i Danmark. For eksempel er smertelindrende medicin en mangelvare, og derfor tyer man ifølge Diana til andre metoder:

“Filippinerne er utroligt religiøse, så meget af deres smertelindring er bøn, og det skal man lige vænne sig til. I Danmark begynder man ikke lige at sige 'i Jesu navn' og så videre midt under en fødsel. Hvis man er desperat nok, har man bare brug for, at nogen passer på én. Der har vi i Danmark et sundhedssystem, der griber én, hvis man falder.”

Babybegravelse

En gang om måneden inviterer Glory Reborn mødre med nyfødte ind til en fejring af deres moderskab, et babyshower, hvor de får en lille gave. Men hensigten - og den virkelige gave - er i virkeligheden at få børnene vaccineret.

Anderledes trist at overvære for de Diana og Camilla var begravelsen af en baby. Kirkegården var et sølle sted uden stier, og de måtte gå hen over grave for at nå den åbne grav. Ingen sten, kun trækors.

“Jeg var én af dem, der tudede mest. Bare tanken om, at i Danmark havde det barn været reddet. Det havde ikke været et spørgsmål om: Har man råd til det? Og så var der en åben kiste, og jeg så barnet. Jeg har oplevet ting i Danmark under fødsler, men at stå til en babys begravelse...,” siger Diana og lader sætningen hænge.

Primitive forhold

Samtidig med de hårde oplevelser har de to studerende dog også rent fagligt lært, at forholdene er med til at afgøre, hvad der er god praksis.

“Det er vigtigt at være til stede i de personlige relationer. Når man ikke har andre muligheder, jamen så må man bede en bøn eller lave noget te,” siger Dina, mens Camilla supplerer:

“Vi er jo vant til at stå med fødende, der får smertelindring. Men filippinerne ved godt, der ikke er noget alternativ, så de siger ikke noget. Der er ikke så meget skrig og stærke, synlige smerter, de vender det mere indad. Danske kvinder er jo klar over, hvilke valg de har, men filippinerne har også smerter, men de ved, at de ikke kan gøre noget. Det giver dem en anden styrke, tror jeg.”