Fortsæt til indhold

Hvordan skal Industrien tage sig ud?

Industrien betyder noget for folk. Ganske mange var mødt frem for at høre om fremtiden for det ikoniske sted i Esbjerg.

Arkiv
Rune Weitling

"Hva' æææh, hvor skal vi hen, du?"
Det var noget som computerfiguren Hugo sagde i de gamle Eleva2ren dage, men det samme spørgsmål var det overordnede, der blev stillet til et borger- og høringsmøde torsdag eftermiddag på Industrien.
Det var de nye ejere Rasmus Madsen og Amalie Egholm, der havde indkaldt til rådslagningen, fordi de gerne ville løfte lidt af sløret for deres egne planer med stedet, men også ønskede input fra gæsterne. Det er den 1. august, at parret officielt overtager det ikoniske sted i Skolegade, og skulle man være i tvivl om, hvorvidt stedet betyder noget for folk, så kan man ikke være det efter torsdagens møde.
Godt 50 mennesker var mødt frem, og de havde både taget det gode humør og de velmenende råd med til de kommende ejere.
"Kan man stadig få kaffepunch til en 10'er," ville én gerne have svar på, mens en anden var interesseret i at vide, hvornår på dagen Industrien fremover vil "transformere sig fra spisested til bar".
Til førstnævnte spørgsmål er svaret umiddelbart nej, men at "vi vil finde en løsning med de traditionelle kaffepuch happy hours", forsikrede Amalie, mens Rasmus til det andet spørgsmål forklarede, at det vil blive en glidende overgang.
"Men kan man få natmad," ville en ung kvinde vide, hvortil Rasmus Madsen replicerede, at "der vil være fernet branca, og det er også en slags mad."

Det var de nye ejere Rasmus Madsen og Amalie Egholm, der havde indkaldt til rådslagningen, fordi de gerne ville løfte lidt af sløret for deres egne planer med Industrien.

Flere ændringer er på vej

Ellers fortalte kæresteparret - der i dagens anledning i øvrigt havde taget deres drenge med, hvilket vidnede meget godt om, at det er et familieforetagende, parret har kastet sig ud i - at helt overordnet vil Industrien blive en rock- og gastrobar.
Køkkenet vil være amerikansk inspireret, og man vil slå på en ordentlig kvalitet. Drinksene skal sidde lige i skabet, ellers bliver de ikke serveret. Der vil blive spillet masser af lp'er, og folk må gerne både donere og tage egne plader med. Køkkenet vil have åben fra 11.00 til 21.00, mens de industrielle døre generelt er åbne onsdag til søndag.
Der vil desuden komme et større udvalg af øl, mens der omvendt bliver droslet ned på vin-udvalget. Hanne Meyer ville vide, om der kunne åbnes op for "temaaftener af en slags," hvilket ikke blev afvist fra ejerne, men Rasmus Madsen så med et glimt i øjet ikke "stramaj og strikkeaftener" som nye tiltag på Industrien.
Amalie Egholm fortalte endvidere, at stedet fremover ikke længere vil være et galleri, men til gengæld vil man lave en smule om på indretningen. Det bliver blandt andet i rygergården, som én af de tilstedeværende mente, var dér, hvor "de fleste i dag stod ude, når de kom på Industrien."
"Og så vil vi hellere satse på 10 gode ting om året, end at der hver eneste uge skal være noget," forklarede Rasmus, der samtidig åbnede op for, at alt med en kunstnerisk dybde og kvalitet i princippet kunne finde vej til lokalerne.
Èn velmenende borger var bange for, at parret med deres planer ville "sætte sig mellem to stole", men indtil videre ser det ikke ud til at være bekymringer, som parret døjer med:
"Altså nu skal vi jo lige i gang og finde os selv, men du skal nu ikke være nervøs for, at vi lægger os ind bag baren og sover. Vi vil kæmpe for, at Industrien fortsat bliver et mangfoldigt sted. Også for dem med tatoveringer," lød det fra Rasmus Madsen, efter at en anden gæst havde spurgt om, hvorvidt "os, der har været så letsindige at få tatoveringer på halsen fortsat må komme."
"Der er plads til alle på Industrien," lød det fra parret, der ser ud til at glæde sig enormt til den store udfordring.