Mandagstrænere med et glimt i øjnene
På vegne af EfB's mandagstrænere skriver Verner Beck følgende læserbrev:
Herfra skal lyde anerkendende ord til Lokalavisen Esbjergs lokalredaktørs kommentar om det herskende debatklima omkring EfB. Det er på høje tid, at såkaldte EfB- tilhængere finder andre redskaber frem, såvel i form som i indhold, når EfB debatteres.
Når redaktøren imidlertid slår ”mandagstrænere” i hartkorn med uheldige elementer i debatten, er det ikke rimeligt. Citat: "Mandagstrænere, der ytrer sig om fodbold. Som regel ikke synderligt klogt, men dog trods alt med en lille snert af begavelse og viden."
Her åbenbares en stor uvidenhed om, at 1. holdet dagligt er omgivet af en lille celeber skare af modne herrer, der efter en hæderfuld karriere i det pulveriserende erhvervsliv, har læst videre til mandagstræner.
For enkelte i gruppen har det været særligt påkrævet at blive opgraderet i elementær fodboldlærdom. Her tales om Bent og Børge, der det meste af deres fodboldliv hat trådt deres fodboldstøvler i hedengangne B 47. Dog er der lys forude. Her skal Skipper også nævnes. Den klogeste i EfB.
Videre ses Jørgen, der til daglig omgås en af landsdelens skarpeste agenter. Ole har som holdleder pudset adskillige profilers løbende næse, lige som Allan i årtier har vasket førnævnte profilers beskidte tøj, udfyldt hundredvis af holdkort m. m. Til at holde orden i systemerne har vi revisor Louis, som ganske vist påstår ikke at have forstand på fodbold. Mit eget CV er i denne sammenhæng underordnet.
Som sagt er vi dagligt til rådighed med råd og dåd. Uanset årstid og vejrlig. Som gamle reservespillere kender vi vores plads og har investeret i egen bænk, ” Becks Bier Bænk”. Herfra kan vi i ro og mag evaluere træningen og videreudvikle vores koncept, mens vi sørger for, at væskebalancen er i orden.
Cheftrænergruppen benytter sig ikke meget af 500 års erfaring med det ædle spil, men det gør ikke så meget. Vi nyder selskabet og har bl.a. den tilfredsstillelse, at andre dele af pressen, JV's skrivende medarbejder, f. eks. aldrig sætter sit hold, før han har set vores.