Jeg tænkte slet ikke på, at jeg selv ku’ rammes

Hvert skridt tæller.

Der er ingen mere passende indledning end denne. 'Hvert skridt tæller' er ikke bare navet på det hold, som Joan Gaarde Nørholm i weekenden er en del af ved Stafet for livet - det er også historien om hvert og et skridt hun har taget væk fra lymfekræften, siden den flyttede ind i hendes krop i februar sidste år.

Streng kemokur, hurtigt tilbagefald og en række strålebehandlinger kombineret med rollen som hustru og mor til tre har indimellem gjort skridtene næsten umenneskeligt tunge at tage. Den seneste tid har de alle været rettet mod den 27. maj.

“Dagen havde jeg ventet, men også frygtet længe. Jeg vidste, at hvis jeg klarede frisag den dag, så er risikoen for, at kræften vender tilbage ikke ret stor. Det sker som oftest indenfor de første tre til seks måneder,” siger Joan Gaarde Nørholm, der ikke ser én dag ældre ud end de 48 år, hun er.

Der er smil i øjnene og energi i kroppen. Den 27. maj frikendte lægen hende for kræft, og nu er hun for alvor på vej tilbage til sit arbejde som pædagog. 30 timer er hun netop kommet op på, men smerterne i led og muskler følger hende.

“Det er selvfølgelig irriterende, men hvis det er prisen for, at jeg får lov til at slippe for kræften, så lever jeg med det,” siger Joan Gaarde Nørholm, der naturligvis stiller op som fighter i årets Stafet for livet - en rolle og gul t-shirt, som hun aldrig havde set sig selv i, da hun for bare to år siden for første gang snørede stafetskoene for at hjælpe en god kollega, der var i bekneb for holddeltagere.

“Dengang tænkte jeg slet ikke på, at jeg selv kunne blive ramt, men det blev jeg. Og derfor deltager jeg selvfølgelig i weekenden, for det er så vigtigt med fokus på kræft.”