Skare Byg lukker produktionen
Mere end 50 medarbejdere på Skare Byg står til at miste deres arbejde, når virksomheden lukker ned for produktionen.
Det har igennem længere tid vist sig, at det ikke er økonomisk rentabelt at fortsætte med egenproduktion af helårs- og fritidshuse.
"Vi fortsætter med vores store projekter, men vi kommer ikke til at lave enkelte byggerier til private længere. Produktionen af husene og inventar kommer vi til at købe ude i byen fremover. Det er den måde, vi bedst kan få økonomien til at hænge sammen. Vi lukkede jo allerede for vinduesproduktionen tidligere i år, så vi har stille og roligt indset, at det ikke længere går at producere husene selv," fortæller ejer af Skare Byg, Gert Skare.
Skare Byg A/S varetager i dag produktion og salg af fritidshusmærkerne Seest Huse® og Kærfort Huse®, samt helårshusmærket Frydkjær®.
Gør ondt i hjertet
Han fortæller, at virksomheden imidlertid har masser af opgaver på beddingen med større bolig- og byggemodningsprojekter, ligesom Skare Byg også i øjeblikket er igang med en række byggeprojekter, der fortsat kræver medarbejdernes engagement. Derfor bliver det formentlig også først i løbet af foråret, at produktionen lukker helt ned.
"Jeg er meget ked af, at der er så mange mennesker, der kommer til at miste deres arbejde. Nogle af dem har arbejdet for mig i 40 år, så det gør ondt helt ind i hjertet på mig. Vi håber på, at vi kan finde en anden løsning senere," siger Gert Skare.
Og den anden løsning er en forhåbning om, at andre producenter af husmaterialer kan have interesse i at leje sig ind eller overtage Skare Bygs produktionsfaciliteter.
"Vi har snakket med nogle andre spillere på markedet. Vi har nogle fantastiske produktionsfaciliteter, og det kunne jo være dejligt, hvis der er nogen der kan bruge dem og også kan bruge en masse dygtige medarbejdere.