Fortsæt til indhold

Fra kørestol til løbebånd

Arkiv
Arkiv

Flere tog de første små skridt i 10-15 år

Sklerose, Parkinson eller leddegigt er ikke længere en undskyldning for at ikke at gå op på et motionsløbebånd. Vel at mærke, hvis det er et Alter G-løbebånd eller
antityngdekraftsløbebåndet , som det også kaldes, der er tale om.
Det fik 75-80 fremmødte dokumentation for, da de mødte op til demonstration af båndet hos muscle therapy ved Flemming Svendsen og Finn Thomsen fra Thomsens Fysioterapi, der lørdag havde inviteret til åbent hus og demonstration af båndet hos muscle therapy på Udbyhøjvej 113.
Folk mærkede af blodprop, hjerneskade eller spastisk lammelse kan også få glæde af løbebåndet, der kan bære op til 80 procent af kropsvægten hos den, der skal løbe.
”Folk var benovede, og ikke færre end 20 har allerede tilmeldt sig holdundervisning hos os. På små hold med maksimalt fire deltagere, da der skal arbejdes meget koncentreret,” siger Finn Thomsen, der glædede sig over at se glæden og forbløffelsen hos flere af de fremmødte.
”Der kom flere i kørestol. Og tre-fire af dem var oppe på båndet. Løbe og løbe er for meget sagt, men efter at være blevet hjulpet op, kunne de tage nogle små skridt. Nogle af dem havde ikke gået i 10-15 år. Og ikke mange af dem, der prøvede, troede, det var muligt, men det er det, hvis man blot har en smule kraft tilbage i benene,” siger Finn Thomsen.
Både sklerose- og gigtforeningen var repræsenteret og var imponerede, så nu venter Thomsen og Svendsen spændt på reaktionerne.
Som nævnt er der allerede 20 hold klar.
”Der bliver tale om specialtræning for den enkelte og tilrettelagt efter den enkeltes behov. Går man i forvejen hos anden fysioterapeut, er det intet problem. Man kan også komme her og deltage på samme lægehenvisning,” fortæller Finn Thomsen.
Løbebåndet havde tiltrukket så mange, at der opstod ventetid, og der var ikke andet at gøre end uddele numre til de fremmødte.