Fortsæt til indhold

Genopstået fra de næsten-døde

Efter år med frostgrader på erhvervsklimaet er Haderslev igen med helt fremme med aktiv politik og nye idéer

Arkiv
Peter Rasmussen

Det var ikke særlig sjov læsning når Dansk Industri udsendte sin rangliste over erhvervsklimaet i de danske kommuner. Trods ganske god aktivitet var dommen hård - Haderslev var i top 10 - set nedefra.
Det blev starten på en nytænkning af erhvervspolitikken i Haderslev. Et meget tæt samarbejde imellem en lang række nøglevirksomheder og kommunen fik skabt en ny struktur. Et nyt erhvervsråd så dagens lys, ligesom der også fra politisk hold blev satset mere erhvervsvenligt.
I dag har Haderslev en hel række erhvervsnetværk, hvor Haderslev Erhvervsråd er det største. Og der arbejdes på et utal af planer for at gøre den sønderjyske domkirkekommune til et godt sted at drive virksomhed i.

Kompetenceudvikling

Hvis man skal klare sig i en hård konkurrence, betyder det meget at kunne udvikle sig. At have de rette sparringspartnere og kunne få de rette uddannelser. Og netop dette er én af de ting, der virkelig er kommet turbo på i Haderslev kommune.
“Vi oplever ganske ofte at en virksomhedsleder siger: “Hvis jeg bare kunne få de folk jeg har brug for indenfor et givent område, så kunne jeg sagtens vækste og ansætte nogle flere. Men der er heller ikke råd til at gå ud og finde dem andetsteds i landet, og så betale dem en forhøjet løn for at flytte. Derfor er én af de måder vi kan klare os som udkantsområde at vi kan videreuddanne medarbejdere selv,” fortæller erhvervschef Gert Helenius, der er gået i et tæt samarbejde med Udviklingscenter Syd, der netop formidler et utal af uddannelser og arbejder meget smidigt med at få oprettet pladser når der er behov.
Det er imidlertid ikke kun på medarbejdersiden der er behov for udvikling. Ganske ofte er der mindst lige så stort behov på direktionsgangen. Indehaveren har måske startet sin virksomhed som en lille håndværkervirksomhed og pludselig har har 30 ansatte og en helt andet hverdag.
“Her tilbyder vi både sparring med rutinerede konsulenter, der selv har siddet i en direktørstol, og udviklingsforløb for hele ledelsen,” fortæller kursuschef hos Udviklingscenter Syd, Birthe Schultz.
Hos Udviklingscenter Syd har man især fokus på de små og mellemstore virksomheder, og indsatsen er forlængst begyndt at give pote. Både i samarbejdet imellem udviklingscenteret og virksomhederne, men også virksomhederne imellem.
“Selv om man er konkurrenter, så kan man sagtens have stor fordel af at arbejde sammen omkring uddannelse og udvikling,” siger Birthe Schultz, som blandt andre har den tidligere Lindab-direktør Dan Stjernegaard i sin “stald” som konsulent.
Andre samarbejdsaftaler har erhvervsrådet med b.la Haderslev Jobcenter, hvor der er givet garanti for superhurtig betjening, hvis en virksomhed f.eks mangler arbejdskraft.