Stor søgning til de tekniske indgange
Næsten halvdelen af unge søger mod en kombinationsuddannelse
Færre unge søger ind på erhvervsuddannelser i år på grund af det nye karakterkrav på mindst 02. Derfor kommer det ikke som en overraskelse for Dansk Metal, at der i år er færre 9. og 10. klasses-elever, der har søgt ind på en erhvervsuddannelse.
Til gengæld glæder forbundet sig over, at over halvdelen af eleverne har valgt den tekniske indgang – og at kombinationsuddannelsen mellem gymnasium og erhvervsuddannelse – EUX – har markant fremgang.
Det skriver Dansk Metal i en pressemeddelelse.
Uddannelseschef i Dansk Metal Per Påskesen, glæder sig over, at søgningen til indgangen for de tekniske erhverv – ”Teknologi, byggeri og transport” – har stor succes. Således har 48 pct. af de unge, der har valgt en erhvervsuddannelse, valgt denne indgang.
“Næsten halvdelen af de unge har valgt indgangen, der leder til en uddannelse som f.eks. smed, industritekniker eller tømrer. Det er et højt antal og vidner om, at de unge godt er klar over, at det er uddannelser, som giver gode karriere- og videreuddannelsesmuligheder,” mener Per Påskesen.
Især muligheden for at videreuddanne sig efter en erhvervsuddannelse vægter højt hos de unge, og 23,5 pct. af dem, der har søgt ind på teknologi-indgangen, har valgt at søge den særlige EUX-uddannelse, der netop kombinerer en erhvervsuddannelse med en studentereksamen. De unge får her både et svendebrev og et studenterbevis på samme tid, og det er populært:
“EUX-søgningen er steget fra 10,5 pct. I 2014 til 21,1 pct. i år, og hele 23,5 pct. af dem, der har søgt ind på teknologi-indgangen vil gerne kombinere svendebrev og studenterhue. Det er meget positivt,” siger Per Påskesen.
Han understreger, at der er et massivt behov for at få øget søgningen til erhvervsuddannelserne i de kommende år:
“Da vi lavede erhvervsuddannelsesreformen sidste år, satte vi et mål om, at 25 pct. af en årgang skal søge en erhvervsuddannelse i 2020. Det siger sig selv, at når andelen falder i år, så skal den stige næste år og i årene, der kommer. I løbet af få år kommer virksomhederne til at mangle faglærte, og det problem bliver kun løst, hvis flere unge vælger en erhvervsuddannelse og virksomhederne opretter flere praktikpladser til dem,” siger Per Påskesen.
18,5 procent af eleverne i 9. og 10. klasse har i år søgt en erhvervsuddannelse som første prioritet, viser Undervisningsministeriets opgørelse. Sidste år søgte 19,6 procent af eleverne en erhvervsuddannelse, men det er som forventet, forklarer Per Påskesen:
“Der er blevet indført et håndfast karakterkrav, der betyder, at man skal have mindst 02 i dansk og matematik for at blive optaget på en erhvervsuddannelse. Har man ikke det, så skal man opkvalificeres, inden man kan blive optaget, og derfor havde vi regnet med et fald,” forklarer Per Påskesen.