En ny vej til idrætsoplevelser
Nu kan du vælge imellem et stort udvalg af idrætsoplevelser gennem Fit Deal Fredericia. Fit Deal er gjort muligt gennem et samarbejde mellem idrætshallerne i Fredericia, Samvirkende Idrætsklubber Fredericia (SIF) og Fredericia Kommune.
Fit Deal giver mulighed for fleksibel og varieret idræt, hvad enten du er til boldspil, fitness eller en af de mange andre idrætsgrene og motionsformer, som findes i Fredericia.
Fit Deal aktiviteterne udbydes af foreninger, haller og andre interessenter.
”I øjeblikket har vi 20 forskellige former for idrætstilbud, og der bliver løbende involveret flere idrætsgrene og motionsformer, så alle vil kunne finde en aktivitet, der passer lige præcis til dem,” siger projektleder Casper Due Nielsen.
På Fit Deals hjemmeside kan man se programmet tre uger frem, og i de næste par uger bydes der for eksempel på løbehold, orientalsk dans, jumping fitness og åben gymnastiksal i Bredstrup-Pjedsted Hallen.
Hvis man vil prøve Fit Deal sker det gennem hjemmesiden www.fitdeal.dk, hvor en aktivitet typisk koster 35 kroner.