Fortsæt til indhold

Tid til at tænke på årets julemærkemarch

Afvikles søndag den 6. december med start og mål ved Køge Gymnasium

Arkiv
Per Møller

JULETRADITION: Det er nu blevet tid til, at man skal begynde at tænke på at tilmelde sig en af årets store juletraditioner - Julemærkemarchen, der i år afvikles søndag den 6. december med start mellem Kl. 09.00-11.00 ved Køge Gymnasium.
Det er i år 39. gang at Julemærkemarchen løber af stabelen - og som de tidligere år går overskuddet fra arrangementet til landets fire julemærkehjem, som år hjælper op mod 750 børn i alderen 7 til 14 år til en bedre tilværelse. Børnene får selvtillid, lærer at tackle mobning og taber sig. De får en positiv retning i livet.
Det er nu man skal forhåndstilmelde sig Julemærkemarchen hvis man er et hold på minimum 10 deltagere. Man kan også som enkeltpersoner tilmelde sig på selve dagen ved Køge Gymnasium.
Det bliver i år Thomas Evers Poulsen, kendt fra "Vild med Dans" der kommer en tur til Køge for at starte Julemærkemarchen og sende de mange deltagere ud i den smukke natur omkring Køge.
Distancerne er 5 eller 10 kilometer, alt efter temperament.
Julemærkemarchen har ialt 64 startsteder over hele Danmark. Lokalt er det et tæt og velfungerende samarbejde mellem Post Danmark og Køge Vandreforening der gør arrangementet muligt.
De sidste mange år har Køge været med helt fremme på de bedste placeringer over samlet deltagerantal og største deltagende hold.
I 2014 deltog 1.062 personer i Julemærkemarchen i Køge. Det betød at Køge igen blev det næststørste startsted, og på landsplan havde Køge endnu engang det største hold – nemlig Køge Vandreforening med imponerende 393 deltagere. Køge samlede også det største posthold, idet Køge Postkontor stillede med 73 deltagere. Desuden kom der 119 deltagere fra bostedet Agerbækhuse.
Til at underholde ved startstedet kommer traditionen tro de altid veloplagte Køge Spillemænd og på gymnasiet kan man før og under marchen hygge sig med kaffe og morgenbrød samt gløgg og æbleskiver.
Ved startstedet får alle em lodseddel hvor der er mulighed for at vinde fine gevinster fra en lang række gavmilde sponsorer.
Brochure med alle de relevante oplysninger fås på det lokale postkontor eller på www.julemaerkemarchen.dk.