Hjernen til hverdag og fest
– spændende foredrag med Peter Lund Madsen
FAXE: Mandag den 7. december åbner Faxe Sundhedscenter dørene for hjerneforsker Peter Lund Madsen, som stiller op med et foredrag om menneskehjernen og blandt andet alkohols påvirkning af hjernen.
Under foredraget kommer Peter Lund Madsen omkring så forskellige emner som følelser og intelligens, og hvad er det, vi mennesker har grund til at være stolte af? Og om hvor lidt, man kan lære en fasan?
Peter Lund Madsens betragtninger drejer sig også om menneskets evne til at bekymre sig om alle mulige unødvendige ting. Om hvordan vores evne til at få ideer og samarbejde har løftet os op over naturens begrænsninger og dét at have evnen til at føle dårlig samvittighed.
Og – mindst lige så vigtigt - om menneskehjernen og alkohol: Hvad sker der i hjernen, når vi drikker alkohol? Hvad betyder det på kort og på langt sigt? Hvad er årsagen for eksempel til, at Sundhedsstyrelsen anbefaler et kontrolleret indtag af alkohol, og at den modne generation sjældent føler sig ramt af Sundhedsstyrelsens anbefalinger og retningslinjer?
Så trænger du til at få de små grå i omdrejninger og blive udfordret lidt, så kom til foredrag med Peter Lund Madsen og få nyttig viden til både hverdag og fest!
I Faxe Kommune er der generelt altid fokus på alkohol og den ofte negative betydning heraf – og op til jul skærpes denne opmærksomhed.
- At fokusere på alkohols til tider negative virkning er helt naturligt for os i Faxe Kommune. Mange er slet ikke klar over, hvad alkohol gør både ved den, der drikker for meget, og ved den øvrige familie – og jeg håber, at rigtig mange får lyst til at få lidt indsigt i alkohols betydning for hjernen i selskab med Peter Lund Madsen – især her i juletiden, hvor vi ved, at alkohol spiller en stor rolle, siger borgmester Knud Erik Hansen.
pm