Gylle skal forvandles til energi i Blans
Gylle og affald skal give Sønderborg grøn energi i nyt biogasanlæg i Blans
Et nyt biogasanlæg, der omdanner husdyrgødning og affald til grøn gas, skal opføres i Blans.
Det er ProjectZero, gasselskabet NGF Nature Energy, Sønderborg Kommune, Sønderborg Forsyning og lokale landmænd er derfor gået sammen om at sikre etableringen af et biogasanlæg i Blans.
Anlægget skal producere biogas af gylle fra landbruget og af affald fra industri og husholdninger i Sønderborg, og de op mod 13 mio. m3 grøn gas vil herefter blive sendt på naturgasnettet.
Borgmester Erik Lauritzen er glad for det nye projekt:
”Biogasproduktion er en oplagt mulighed for at nærme os vores mål om at blive CO2-neutral senest i 2029. Vi får en effektiv håndtering af lokalt affald, vi sikrer et bedre gødningsprodukt for landmændene, som får en afgasset og mindre lugtende gylle retur. Samtidig sluttes ringen ved at bruge en del af gassen i de nye gas-bybusser, vi indsætter fra 2017. Et biogasanlæg vil være godt både for vores landbrug og for Sønderborg-områdets CO2-regnskab – og så er der også gode grønne arbejdspladser i sådan et anlæg.
Med i samarbejdet er gasselskabet NGF Nature Energy, som i øjeblikket arbejder med flere biogasprojekter, men kigger med stor interesse på projektet i Blans:
”Den kommunale opbakning og engagementet fra de øvrige partnere tegner til en rigtig god proces, men vi skal selvfølgelig sikre os, at der er en forretning for os her. Til gengæld er det sådan, at når vi beslutter at gå med i et anlæg, så har vi finansieringen på plads og kan bygge projektet færdigt," siger adm. direktør Ole Hvelplund fra NGF Nature Energy.
Selskabet står ved årsskiftet med fire moderne biogasanlæg i drift og driver desuden naturgasnettet på Fyn.
Et biogasanlæg i Blans kan være klar til brug i 2018.