Udlicitering - dårlig arbejdsgiverstil
Lis Ravn Ebbesen (SF)
Medlem af arbejdsmarkedsudvalget
Lindealle 18, Kolding
PÅ seneste arbejdsmarkedsmarkedsmøde var der fællesmøde med teknisk udvalg med henblik på at skabe flere nyttejobs på de grønne områder. Den velvillighed, der er udvist fra vore kommunalt ansatte til at tage socialt ansvar og hjælpe med til at få koldingborgere tilbage til eller på arbejdsmarkedet, er beundringsværdig. Den velvillighed ofres på udliciteringens og konkurrenceudsættelsens hellige, borgerlige alter. Det er dårlig arbejdsgiver stil.
Og sporene skræmmer. Da Drejershus blev udbudt, sparede kommunen 125.000 pr. år men havde brugt 1.3 millioner på udbudsmateriale samt en medarbejder et helt år. I lighed med det, vi nu ser på Attendos Vonsildhavekvarteret var der en kaotisk start, hvor de ældre blev gidsler. I dag er Drejershus veldrevet, men koster det samme som at drive kommunale plejecentre. Men er det ikke at svine med skatteydernes penge at få det slået fast?
I forhold til at fastsætte markedspris og bruge konkurrenceparameteret fremhæves de private altid. Hvor godt det fungerede har konkurs på konkurs på hjemmeplejen vist. Vi priser os i SF lykkelig for, at det kun var i forhold til frit valg. Tænk hvor forfærdelig situationen havde været, hvis Kolding Kommunen intet beredskab havde haft tilbage. Og det synes vi i SF er den største udfordring. Vi har i kommunen ansvaret. Det kan vi ikke udlicitere.
Men hvis private ikke løser opgaven tilfredsstillende, og beredskabet kommunalt er væk, så hænger kommunen på en leverandør, der ikke lever op til aftalen. En problemstilling, vi har i socialudvalget, hvor hjælpemiddelcentralen drevet af Falck ikke indtil nu har leveret tilfredsstillende. Og hvor borgerne betaler prisen.