Fortsæt til indhold

Hvidovres unge trænger til tag over hovedet

Arkiv
Arkiv

Det skal blive interessant at følge den debat, der sandsynligvis følger i kølvandet på forslaget om at lade blandt andet KAB etablere såkaldte “deleboliger” i eksisterende store lejligheder. For at kunne etablere en delebolig skal den oprindelige lejlighed bestå af mindst fire værelser, således at der udover et værelse til hver enkelt beboer også er et fællesrum. Deleboliger er vel i første omgang tiltænkt unge mennesker. Og Hvidovres mange unge har svært ved at finde egnede boliger her i kommunen. Det er særdeles kedeligt og et stort problem. Hvidovre kan ikke have andet end interesse i, at unge studerende har mulighed for at få tag over hovedet i kommunen og det er også i alle borgeres interesse, at unge der flytter hjemmefra kan fortsætte med at bo i Hvidovre. Men deleboliger kan også benyttes til at huse flygtninge (!) og det kan tilsyneladende virke direkte skræmmende på en del af Hvidovres borgere og politikere. Man kan naturligvis godt mene, at det er rigeligt hvis vi hjælper Hvidovres indtil nu meget få flygtninge med at slå pløkker i jorden til et par telte et eller andet sted. De har jo alligevel selv valgt at flygte fra hus og hjem og har selv sat livet på spil for at nå helt til Hvidovre! Men det er trist og sørgeligt, hvis angsten for at nogle enkelte flygtninge skulle havne i eventuelle kommende delelejligheder kommer til at betyde, at Hvidovres unge fortsat skal lede med lys og lygte efter et sted at bo - uden at kunne finde noget. I øvrigt kunne man vel forestille sig, at der i nogle af delelejlighederne kunne bo både flygtninge og helt almindelige unge? Det kunne næppe blive andet end både nyttigt og lærerigt for begge parter. Sådan noget hedder vist integration.