Fortsæt til indhold

Vellidt præst fejrer jubilæum

Sct. Nicolai Kirke fik en ny præst - det er nu allerede 25 år siden

Arkiv
Arkiv

jubilæum I august 1990 tog menigheden i Sct. Nicolai Kirke afsked med deres sognepræst gennem mange år, Erik Stidsen, og 1. novemer samme år kunne menigheden for første gang møde den nye præst, Jørgen Jørgensen, på prædikestolen. Præsten var ung - kun 30 år, født på landet i Vestjylland, og med to års præsteerfaring i bagagen. Jørgen Jørgensen kom sammen med sin ægtefælle Annette og deres to børn Maria og Christen. Senere er Anne og Peder kommet til i børneflokken. Med Annette og Jørgen fik menigheden en præstefamilie, der altid har haft et åbent hjem for sognebørnene; tid til en snak og en kop kaffe.

Ny præst – nye ider

Med en ny præst kommer også nye idéer, og allerede i begyndelsen af 90’erne tog Jørgen Jørgensen initiativ til Sct. Nicolai Kirkes Dåbsklub for børn døbt i Sct. Nicolai Kirke. Frivillige fra kirken besøgte børnene på deres dåbsdage de første fem år efter dåben med en lille hilsen fra kirken. I dag har klubben ændret sig til at være for børn døbt i alle byens kirker, og nu sendes dåbsgaverne ud. Efter 10 år som præst ved Sct. Nicolai Kirke var der brug for at prøve noget nyt. Et Alpha-kursus blev søsat. Alpha-kurset er et forløb på 10 undervisningsgange, hvor emnerne er centrale temaer i den kristne tro. Sin tro deler Jørgen gerne med alle – også konfirmanderne. Det sker ikke kun i undervisningen i konfirmandstuen, hvor han gennemgår grundbegreberne i den kristne tro. Han tager konfirmanderne med på kanotur og weekend, hvor de dybere diskussioner rigtig har tid og plads til at udvikle de unges stillingtagen til ”livets store spørgsmål”. Det er væsentligt for Jørgen Jørgensen, at kirken er nærværende og rækker Guds kærlighed videre. Derfor var han for omkring fem år siden med til at introducere ”Ferie for Alle”, en mulighed for en uges ferie for udsatte familier.

Gudstjenesten er vigtig

Omdrejningspunktet for alt det, der foregår gennem ugen, er for Jørgen Jørgensen gudstjenesten. For at understrege at gudstjenesterne også er for børn, er der børnekirke til de fleste gudstjenester. Jørgen har gennem alle årene holdt højmesser, familiegudstjenester og seniorgudstjenester. De seneste år er der kommet nye tiltag som spaghettigudstjenester, rytmiske gudstjenester, gospelgudstjenester, pinsegudstjeneste på stranden med præstekollegerne. Derfor begynder fejringen af Jørgen Jørgensens 25 års jubilæum som sognepræst ved Sct. Nicolai Kirke med en festgudstjeneste den 1. november kl. 10. Efterfølgende er der reception på Folkehjem kl. 12 med et let traktement, hvor menighedsrådet er vært. Alle er velkomne.