Søren Ryge rykker ind i slotshaven
Danmarks mest kendte havemand er på plads og klar når der er Havefestival i parken ved Gram Slot om kort tid
Alle og enhver, som holder af haver og havearbejde, vil uden tvivl bevæge sig imod Gram Slot - og slotsparken - når der er havefestival i dagene 16. og 17. maj.
Derfor kan det næsten ikke være noget særligt at landets kendteste havemand, Søren Ryge, kommer. Det gør han - og han kommer ikke kun for at kigge. Arrangørerne glæder sig over tilsagnet, og giver Ryge disse ord med på vejen:
“Søren Ryge har et stort hjerte for såvel mennesker som planter, der har lidt kant. I hans univers skal man ikke være perfekt for at være fantastisk.”
Unikt samrarbejde
Der er ingen tvivl om, at årets havefestival kommer til at slå alle tidligere rekorder. Både i omfang og i antal besøgende.
Det skyldes ikke mindst et historisk samarbejde imellem slottet og Det Kongelige Danske Haveselskab. Et samarbejde, som - med slotsejer Svend Brodersens ord - løfter havefestivalen til helt anderledes kvalitetsmæssige højder.
Udover deltagelsen af Haveselskabet kan man også glæde sig til dysten imellem dygtige anlægsgartnere. Hvem kan skabe det mest fantastiske havemiljø. Derer en presitigefyldt vandrepokal på spil.
Under temaet “Naturen vågner” vil der i år blive afholdt en konkurrence - for såvel professionelle som amatører - hvor man kan kreere en buket, en dekoration eller et arrangement. Dommer i konkurrencen er den mangeårige slotsgartner på Gråsten Slot, Gert Jensen.
Få beskidte fingre
“På Gram Slot får man mulighed for at få jord under neglene. Her står man ikke bare og ser i et havekatalog, men man kan få gode råd og teknikker, som man kan gå direkte hjem og bruge i sion egen have,” siger Jesper Corfitsen, der er havefaglig leder af rådgivningen hos Det Kongelige Danske Haveselskab.
Lige som alle andre omkring havefestivalen håber han på dejligt vejr og masser af haveglade gæster.