Regnskab fra TREFOR
Energikoncernen TREFOR leverer for tredje år i træk resultatvækst på bundlinjen i halvårsregnskabet. Første halvår af 2015 viser et positivt resultat på 94,4 mio. kroner før skat for TREFOR koncernen, hvilket er en bundlinjefremgang på 19,5 % i forhold til 2014 på en omsætning, der stort set var identisk.
Omsætningen i første halvår af 2015 var 1,15 mia. kroner, mens den i samme periode i 2014 var på 1,14 mia. kr.
”Vi er godt tilfredse med resultatet, der understreger vores tidligere udmeldte strategi med fokus på vækst på bundlinjen. Vi har fortsat vores fokus på performance og effektiv virksomhedsdrift samt øget salg,” siger Knud Steen Larsen, adm. direktør i TREFOR, og fortsætter:
”Jeg noterer mig, at den linje vi har lagt, har vi i organisationen formået at leve op til. Derfor er jeg selvfølgelig stolt af den samlede præstation fra medarbejdere og ledelse, der har medført, at vi har levet op til vores forventninger.”
Halvårsregnskabet blev præsenteret for TREFORs bestyrelse på det ordinære bestyrelsesmøde den 16. september.