Fortsæt til indhold

Større fleksibilitet fra august

Kommunalbestyrelsen har beslutte at ændre i timetallet for understøttende undervisning og lektiehjælp

Arkiv
red

Fremover vil timefordelingsplanen for Hvidovres folkeskoleelever se anderledes ud. For lektiehjælp/faglig fordybelse og understøttende undervisning vil udgøre ét samlet timetal i modsætning til tidligere, hvor de to fag har haft selvstændige timetal, og det vil give skolerne bedre muligheder for selv at placere tiden til lektiehjælp/faglig fordybelse, så det giver bedst mening. Indtil det indeværende skoleår har det været frivilligt for eleverne at deltage i lektiehjælp/faglig fordybelse, som tidligere skulle afvikles om eftermiddagen. Men selv om det var frivilligt for eleverne at deltage i lektiehjælp/faglig fordybelse, var der alligevel et krav til, hvor mange timer, skolerne som minimum skulle afsætte til dette tilbud.

Stadigvæk pauser

Men fra 1. august 2015 er det som en del af folkereformen blevet obligatorisk for eleverne at deltage i lektiehjælp/faglig fordybelse. Til gengæld er kravet om, at lektiehjælp/faglig fordybelse skal gives i et vist antal timer, og at det skal finde sted om eftermiddagen, udgået. Det har åbnet op for, at skolerne har fået større frihed til selv at tilrettelægge skoledagen efter lokale ønsker og behov. Lektiehjælp og faglig fordybelse kan dermed i højere grad indgå som en integreret del af den øvrige undervisning. Derfor har kommunalbestyrelsen netop besluttet at ændre kravet til timetallet, så der fremover vil være en timefordelingsplan, hvor lektiehjælp/faglig fordybelse og understøttende undervisning vil udgøre ét samlet timetal. Samtidig vil timetallet for pauserne udgå af timefordelingsplanen, men skolerne er naturligvis stadig forpligtede til at tilbyde eleverne pauser. Ændringen af timefordelingsplanen vil gøre det nemmere for skolerne at udnytte ressourcerne, da skemalægningen får færre bindinger, idet der ikke skal skelnes mellem lektiehjælp/faglig fordybelse og understøttende undervisning. Skolerne vil med ændringen kunne placere tiden til lektiehjælp/faglig fordybelse på tidspunkter, der giver bedre mening for den enkelte skole og de undervisningsforløb, der er på skolerne. Desuden vil der kunne integreres forløb med understøttende undervisning på tidspunkter, hvor det passer bedre ind i forhold til den fagopdelte undervisning.