Englesmykker til TorsdagsTræf
Torsdag 12. november er der TorsdagsTræf på Randers Bibliotek Øst, og det er denne gang med englesmykker og ophæng til juletræet
Til TorsdagsTræf i november viser Karin Sølvsten Gustafsen, hvordan hun samler og monterer mange små led og perler til de flotteste funklende smykker og fine ophæng til juletræet, alle formet som små og store engle.
Der er mulighed for selv at prøve kræfter med de fine engle, og det er muligt at købe materialer til englesmykker og juletræspynt for et mindre beløb. Alt imens giver Karin Sølvsten Gustafsen vejledning i og gode ideer til, hvordan man bærer sig ad med at skabe de fine ting. Man må gerne selv tage perler og smykketænger med.
I bibliotekets montre har Karin Sølvsten Gustafsen placeret færdige smykker og ophæng, materialer og værktøj som inspiration til arbejdet med de mange muligheder i englemotiver. Biblioteket har fundet bøger frem om smykker, julepynt og engle m.m., og de er naturligvis klar til at bladre i og kan lånes med hjem.
Workshoppen foregår i bibliotekets åbningstid med personale 12. november fra 16-18. Der er fri entré, men tilmelding er nødvendig på randersbib.dk, da der er begrænset antal pladser.