Fortsæt til indhold

Kolding lyser bedre og billigere

Arkiv
Arkiv

Asger Christensen, medlem af byrådet for Venstre


Kolding skal køre længere på literen, og skatteborgernes penge skal række længere og bedre. Siden Venstre overtog borgmesteransvaret har 'bedre og billigere' været vores helt klare og ambitiøse sigtelinje til glæde og gavn for borgere, virksomheder og kommunens økonomi. Derfor tog vi bl.a. initiativ til at investere markant i Kolding Kommunes gadebelysning i 2012. En investering til 85 millioner kroner årligt over fire år, som snart er ført ud i livet. I land og by kan vi allerede nu opleve et enormt løft i lyskvaliteten som den nye LED-gadebelysning giver.
Det bedste ved det hele er, at vi med denne investering har fået billigere og bedre lys i Kolding. Miljømæssigt svarer det til en reduktion på 500 parcelhuses årlige CO2-udeledning. Energimæssigt forventes det, at vi kun skal bruge den halve mængde energi sammenlignet med den tidligere gadebelysning. Dermed får Kolding en millionbesparelse på kommunens budget og en kæmpe reduktion i CO2-forbruget – sundfornuft og win-win.
I Venstre vil vi fortsat hive flere redskaber op af værktøjskassen. Vi vil sætte fokus på at forny, forandre og forbedre, så vi får mere for mindre. Og derfor sætter vi stadig væk fokus på energirenovering, der gavner både vores miljø og pengepung.