Fortsæt til indhold

Kirken sørger med Frankrig

Morgendagens gudstjenester bliver præget af de frygtelige hændelser i Paris

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Fredag aftens forfærdelige hændelser i Frankrigs hovedstad er helt ubegribelige. De påvirker også kirkerne i Haderslev dybt. Derfor bliver der specielt fokus på Paris ved søndagens gudstjenester.
Gudstjenesterne i morgen er naturligt farvet af begivenhederne i Paris, der bliver inddraget i både bøn og prædiken.
"Jeg er ramt af forfærdelse over at nogen angriber vores frie samfund. Det kan kun være satans værk, når gør sådan noget," udtrykker en påvirket sognepræst, Kirsten Münster fra Haderslev Domsogn. Hun har lagt en ny vinkel i sin planlagte prædiken og sat et nyt fokus ved morgendagens gudstjeneste kl. 10.00 i Domkirken:
"Evangelieteksten til gudstjenesten i morgen handler om Jesus, der rører mennesker. Det har vi i den grad brug for at høre, så vi ikke bliver slået til jorden i vores frygt eller ædes op af had," fortæller Kirsten Münster, der er en af de fire præster, der prædiker i morgen i Haderslev.
Biskop Marianne Christiansen har sendt en bøn ud til præsterne, som i forskellige former inspirerer rundt i stiftets kirker. Desuden er det altid muligt at komme i kirkernes åbningstid og finde ro og eftertænksomhed.

Tænd et lys

I Domkirken står lysgloben, hvor alle kan tænde et lys for sig selv eller andre - også i morgen, hvor mange vil bruge muligheden både før og efter gudstjenesterne.
Domprovst Kim Eriksen har både gudstjeneste i Hertug Hans Kirke kl. 10.00 og Domkirken kl .16.30 i morgen søndag, og vil også have fokus på begivenhederne.
Den tyske sognepræst Christa Hansen har kransenedlæggelse i anledning af ’Volkstrauertag’ kl. 10.00 på Klosterkirkegården.
"Det giver sig selv, at begivenhederne i Frankrig står i fokus dér og ved den tyske gudstjeneste kl. 16.30 i Gl. Haderslev kirke", slutter Christa Hansen.