Kæmpe ny turistmagnet opføres i Faxe
Skandinaviens første tårn med ”Tree Top Walking”, bliver op til 60 meter højt
FAXE: Med opførelsen af Skandinaviens første tårn med ”Tree Top Walking”, slår Camp Adventure for alvor sin status fast som en kæmpe turistmagnet.
Opførelsen af det nye tårn er et enestående og visionært projekt, som kommer til at tilføje endnu en dimension til Camp Adventure.
Ejergruppen bag Camp Adventure har hentet inspiration i blandt andet Bayern i Tyskland.
Tårnet i Camp Adventure bliver op til 60 meter højt og kommer til at ligge sammen med de eksisterende trætopbaner, så det bliver en integreret del af parken.
I Faxe Kommune har man kun lovord at sige i forbindelse med det nye projekt.
- Vi har kun gode erfaringer med Camp Adventure og deres måde at bygge trætopbanerne på. Ligeledes er det positivt, når lokale virksomheder vil investere yderligere i lokalområdet. Med det nye tiltag bliver der skabt anderledes naturoplevelser, hvor naturens egne ressourcer bruges aktivt og fantasifuldt, samtidig med at der udvises stor respekt for naturen, siger borgmester Knud Erik Hansen.
Også administrerende direktør Jens Risom på Gisselfeld Kloster, der ejer jordene, som Camp Adventure ligger på, er meget tilfreds.
- Det er et utrolig spændende projekt og ikke mindst fantastisk, at man kommer til at kunne se hele Sydsjælland oppe fra toppen af tårnet – og så hæfter jeg mig ved, at alle gæster kan få adgang, så hverken kørestolsbrugere, barnevogne eller gangsbesværede får udfordringer med at nyde den imponerende udsigt og så at sige kommer i øjenhøjde med trætoppene. De besøgende kommer med det nye tårn til at opleve naturen på en anden måde end tidligere set i Danmark.
De indledende sonderinger med kommune og Naturstyrelsen er nu foretaget. Før arbejdet med tårnet kan påbegyndes, skal alle tilladelser i hus, og Naturstyrelsen er den ene af de myndigheder, der skal godkende projektet.
Ejergruppen bag Camp Adventure ser frem til at påbegynde det konkrete arbejde med tårnprojektet og håber at have alle tilladelser i august 2016.
- Vi har glædet os til at påbegynde dette arbejde længe, og det er vores forventning, at tårnet står færdigbygget til åbning i sommeren 2017, siger Kasper Larsen fra Camp Adventure.
pm