2.300 børn tygger på økologien i Køge
SKOLETEMA: Økologi er temaet, når 161.000 skoleelever på 4.-7. klassetrin i hele landet laver mad sammen efter efterårsferien.
Coops madprogram for børn kaldet GoCook sender i alt 87 tons økologiske råvarer med tilhørende undervisningsmaterialer ud til skoler i hele landet.
Lige efter efterårsferien gik 2.300 skolebørn fra Køge i skolekøkkenet for at lave retter med økologiske gulerødder, mens de bliver klogere pa° økologien. I Køge Kommune er flere end 90 forskellige skoleklasser med, bl.a. fra Borup Skole og Køge Lille Skole.
Coops GoCook har en mission om at skabe en generation af børn, der er bedre til at lave mad end deres forældre. Denne målsætning bliver hel konkret, når tre ud af fire skoler i Danmark modtager GoCook Smagekassen fyldt til randen med økologiske råvarer.
Sammen med undervisningsmaterialet 'Økologi, eller hvad?' skal det vække elevernes nysgerrighed på, hvor maden kommer fra, og hvordan den bliver produceret.
Børnene skal ikke bare lære overordnet om økologien. De skal også smage på den og arbejde praktisk og eksperimenterende i køkkenet. De skal blandt andet lave gulerodssuppe, gulerodsboller og kornotto, der er en slags nordisk risotto med korn i stedet for ris. De skal også udfordre sig selv på om hvide og lilla gulerødder smager ligeså godt som de velkendte orange.
- Vi vil med årets tema give børn et indblik i, hvor maden kommer fra og lade dem smage på økologien. Børn ved ikke, hvor og hvordan deres mad bliver produceret. Derfor følger vi gulerodens vej fra den danske dyndjord til Smagekassen. Økologien er en fantastisk anledning til at vise, at der er forskellige måder at producere gulerødder og andre fødevarer på, siger Bente Svane Nielsen, projektchef for GoCook hos Coop.
Her er de fem skoler i Køge Kommune, der har flest elever med: Borup Skole med 312 elever. Ejby Skole med 204 elever. Kirstinedalsskolen med 216 elever. Søndre Skole med 216 elever og Skovboskolen med 192 elever.
pm