Ville troldmanden vågne som god eller ond?
Avedøre Kirke arrangerede stort rollespil på volden i lørdags
Der var latter, refleksion, etiske dilemmaer, helstegt pattegris og ikke mindst kamp mellem det gode og det onde, da Avedøre Kirke arrangerede stort rollespil om eftermiddagen for konfirmanderne i Rødovre-Hvidovre Provsti og alle andre unge, som var interesserede. Sognepræst Lars Gustav Lindhardt fortæller: - Rollespillet Nietzopetzes Skæbne har været i støbeskeen i over trekvart år. Det startede med, at Rikke Strandgaard, vores kirke- og kulturmedarbejder, spurgte sin ældste søn, hvad han godt kunne tænke sig, at vi lavede i kirken. Han svarede: Rollespil! Og så tog vi den sådan set derfra; vi hyrede Rollespilsakadamiet, som er professionelle rollespillere, og sammen med dem fik vi talt på plads, hvad vi ville lave. Så hev vi fat i en masse frivillige og de andre kirker i provstiet. Og i lørdags var så den flotte kulmination på arbejdet. Under spillet skulle de unge i små grupper bevæge sig mellem poster, hvor de skulle løse forskellige opgaver. Udfaldet af disse kom til at afgøre, om den mægtige troldmand Nietzopertze ville vågne efter sin 1000-årige søvn som god eller ond. - Det var sådan set ikke så vigtigt, om de unge løste opgaverne godt eller dårligt. Det var snarere deres tilgang til udfordringerne, som vi ville sætte fokus på. Hvis de prøvede at snyde, springe over hvor gærdet var lavest eller løse opgaven med magt, så fik de en sort sten. Hvis de derimod var ærlige, barmhjertige eller frastod fra at slås, så fik de en hvid sten. Til sidst blev alle stenene talt op, og heldigvis var der flest hvide, så troldmanden vågnede som god. Og så sluttede vi med en stor kamp, så vi kunne få pulsen lidt op, inden vi skulle spise, fortæller Lindhardt med et smil. Efter rollespillet var de unge inviteret på helstegt pattegris i Avedøre Kirkes gård, og aftenen sluttede med en kort gudstjeneste, hvor Lindhardt prædikede om, hvordan tro, håb og kærlighed er vores udrustning i kampen mod det onde her i verden. - Mit yndlingstidspunkt var, da én af pigerne sagde “fuck, det er fedt, det her!”, mens hun troede, at jeg ikke kunne høre hende, slutter en glad og træt sognepræst.