Den Skaldede Kok om stress
Der skal mere fokus på folkesygdommen stress, som hvert år koster 1.400 danskere livet, og som over en kvart million danskere lider af i alvorlig grad. Derfor inviterer Sundhed og Omsorgsudvalget i Randers Kommune til temaaften om stress, hvor man blandt
Borgerne i Randers Kommune har nu mulighed for at komme til gratis temaaften om stress med oplæg fra en af landets førende eksperter i stress, Thomas Milsted, og kokken, musikeren og foredragsholderen Carsten Olsen – bedre kendt som Den Skaldede Kok.
”Vi vil gerne sætte fokus på stress, fordi det desværre er en tilstand, der rammer rigtig mange mennesker, og som kan have store negative konsekvenser for deres liv,” siger formand for Sundhed og Omsorgsudvalget, Leif Gade.
Arrangementet foregår torsdag 19. november fra kl. 18.00 til kl. 21.00 i Ridehuset ved Værket. Deltagelse er gratis, og billetterne kan bestilles og afhentes på Værket efter først til mølle-princippet.
Du skal lære at trives
En af foredragsholderne til arrangementet er stresseksperten Thomas Milsted, tidligere leder af Center for Stress og Trivsel og nu medlem af ”Stresstænketanken” og ”Tænketanken Lighed i Sundhed”, hvor han er med til at udvikle vejen hen mod mere trivsel for medarbejdere, ledere og danskere generelt.
”Jeg vil fortælle om, at der er rigtig meget, man selv kan gøre for at undgå stress. Desuden vil jeg gerne give deltagerne en forståelse for, at det at skabe trivsel er en kompetence, man som individ må påtage sig ansvaret for,” fortæller Thomas Milsted.
Den anden foredragsholder er Carsten Olsen alias Den Skaldede Kok, som for nogle år siden bogstaveligt talt var ved at miste livet på grund af stress. Og hans budskab til deltagerne er meget enkelt:
”Mærk nu efter og gør noget ved det!”