Var det noget med en skoledag på 16 timer?
Seks elever fra Rosborg får i denne uge et indblik i en kinesisk skoles hverdag
Prøv at forestille dig en skoleklasse med 57 elever. Og forestil dig så at gå i skole i 16 timer hver dag.
Det kan de færreste danskere nok forholde sig til, men i Kina er den slags ikke unormalt, hvilket seks elever og to lærere fra Rosborg oplever i denne uge, hvor de er på besøg hos Rosborgs partnerskole i millionbyen Handan syd for hovedstaden Bejiing.
“Partnerskolen i Handan er en treårig highschool med 6.000 elever, der bor på skolen på otte personers stuer i bygninger kun med sovesale. Eleverne på skolen er 14-18 år. De bliver til daglig vækket klokken 6.00 og har skemalagte aktiviteter, undervisning og for eksempel sport til klokken 22.30. Om søndagen har de fri og kan være sammen med deres forældre. Klasserne er på 55-60 elever, de sidder meget tæt og har bordplads på 30 gange 30 cm hver. Sprogundervisning er meget anderledes end i Danmark. For eksempel skal alle eleverne læse højt i kor og fremsige engelske sætninger, som de har lært udenad men måske ikke altid forstår,” lyder det i en pressemeddelelse, som den lille danskergruppe har sendt til Danmark.
Rosborg-eleverne der deltager på turen til Kina skriver alle SRP (studieretningsprojekt på STX) eller SSO (større skriftlig opgave på HF)på baggrund af turen. Undervejs indsamler de informationer, laver interview med videre.
De skriver blandt andet om etbarnspolitiken, den økonomiske udvikling, forurening (som er massiv, der er konstant “tåget”), livsstilssygdomme, kinesisk musikkultur, Maos politik, diabetes i Kina, kropskultur, socialisering blandt unge.
"Til april 2016 er det planen, at vi får genbesøg i Danmark fra den kinesiske skole. De var her også i april 2015," lyder det.
Samarbejdet med partnerskolen i Handan startede for fire år siden. Det finder sted i regi af netværket Globale Gymnasier, som Rosborg har været med til at starte.