HB Køge håber lykken vender i Nørreskoven
FODBOLD: For godt en måned siden mødtes Vejle Boldklub og HB Køge i Bet25 Ligaen på Vejle Stadion i det idylliske Nørreskoven. Den kamp vandt HB Køge ganske fortjent 1-0 efter en flot indsats.
Nu mødes de to mandskaber igen - på selvsamme stadion søndag den 1. november kl. 15.00. Og det er to mandskaber i resultatmæssig krise der tørner sammen. Vejle har blot én sejr i de seneste fem kampe at bryste sig over. HB Køge har tabt alle sine tre kampe siden sejren over Vejle den 4. oktober.
HB Køge drager til Vejle mindre end tre døgn efter en af klubbens største kampe i flere år, torsdagens DBU Pokal kamp mod Brøndby IF torsdag aften.
- Torsdag aften stod vi overfor en meget spændende test mod Brøndby. For de fleste af vores spillere var det deres hidtil største kamp i karrieren. En super spændende og "gratis" test i en kamp med en kvartfinale til foråret på spil. Holdet ydede en formidabel indsats. Herefter gælder det så Vejle-kampen. En meget vigtig en af slagsen. Det tegner til igen at blive en tæt affære. Kampen er sidste led i en hård stribe på fem kampe på to uger. Jeg synes vi har været gode til at rotere i det tætte program. Mange har også præsteret når de har fået chancen. Men vi har et par udfordringer - vi scorer for lidt, hvilket vi arbejder hamrende hårdt på at få gjort bedre, ligesom vi efterhånden savner en succesoplevelse, siger HB Køges cheftræner Henrik Pedersen, der har gameplanen klar på Vejle Stadion.
- Vi skal over og være lige så aggressive som sidst vi mødte Vejle. Vi skal turde spille vores eget spil. Vejle er rigtigt gode i pasningsspillet. Vi skal lykkes med vores presspil og så gøre ondt på dem i vores omstillinger. Vi tager til Vejle for at vinde, det er jo det det handler om i fodbold. Vi skal have vendt den dårlige stime af resultater, fastslår Henrik Pedersen.